23948sdkhjf

Køleproducent tredobler produktionskapaciteten med ny fabrik i Aarhus

Det er gået stærkt for den aarhusianske virksomhed Advansor de sidste tre år.

I 2018 og allerede i 2019 blev det besluttet at bygge en ny fabrik i Aarhus. Den stod klar til indflytning i november 2019 – i tiden efter ramte corona, komponentmangel og situationen i Ukraine - i nævnte rækkefølge.

Ikke desto mindre fortsætter køle- og varmepumpeproducenten væksten og har endnu engang overtaget nøglerne til en helt ny fabrikshal, som skal være med til at tredoble produktionskapaciteten.

I den nye 5.000 m2 store fabrikshal skal der blandt andet produceres varmepumper op til 10 MW, som skal bruges i alt fra hoteller, sygehuse og skoler til gartnerier, industrivirksomheder og fjernvarmeværker.

- Vi står overfor nok den største bevægelse væk fra fossile brændstoffer nogensinde, og vi vil være sikre på, at vi kan følge med den stigende efterspørgsel, siger CEO Kristian Breitenbauch om den anden udvidelse på blot tre år.

Advansor har produceret varmepumper siden 2006, og har de senere år haft fokus på kombinerede køle- og varmeløsninger baseret på CO2 som kølemiddel. For eksempel køleanlæg med varmegenvinding, der bruger overskudsvarmen fra køling til rumopvarmning, varmt vand eller procesvarme.

Fem gange så store

De nyopførte kvadratmeter fabriksgulv har medført en tredobling af kapaciteten. Både på køle-siden men så sandelig også på varmedelen af virksomhedens anlæg. Der er nemlig sket et skifte fra produktionen af rene køleanlæg til køleanlæg, hvor køl og varme kombineres. Samtidig har produktionen af rene varmepumper også fået et nøk op ad.

Advansor har nemlig skruet på megawatt-knappen. Tidligere har selskabet produceret varmepumper i størrelsesordenen op til 300 kW. Nu stiler man altså efter varmepumper i 10 MW størrelsen.

- Vi har udviklet et helt nyt varmepumpeprogram. Den nye fabrik bygger varmepumper fem gange så store som de er i dag. Vi går efter de allerstørste fjernvarmeselskaber.De vil være interesserede i store varmepumper hvor vi kombinerer fjernkøl og fjernvarme, siger Kristian Breitenbauch, der stiler efter endnu en milepæl ved årsskiftet.

- Frem mod jul kan vi stadig levere varmepumper både store og små, og når vi runder 1. januar vil vi kunne bygge én stor varmepumpe om dagen på vores nye fabrik.

Forkant med udviklingen

I bund og grund kan alle aktiviteter på Rosbjergvej i Brabrand føres tilbage til ønsket om at være på forkant. På forkant med udviklingen og den grønne omstilling væk fra naturgassen og de fossile brændsler og på forkant med efterspørgslen.

- Vi er nødt til at kombinere tingene. Vi skal af med de fossile brændsler og vi skal væk fra at brænde ting af for at smelte glas, producere rockwool og holde varmen.Der kommer et enormt pres på industrivirksomheder til udskiftning af naturgassen. Varmen skal komme fra varmepumper frem over siger Kristian Breitenbauch, der med udvidelsen gearer sig til at tage en ordentlig luns af markedet i den grønne omstillings tjeneste.

Det gøres bedst ved at være beredt – og gøre det man er bedst til.

- Det, der gør, at vi bygger til er også at efterspørgslen er blevet så meget større. Vi har ikke fået en eneste ekstraordre på grund af krigen i Ukraine, men vi står over for et ordreboom. Det er der ikke helt endnu, men vi er klar til det kommer. Vi vil hele tiden være foran – også med at producere i Danmark. Og det har vi god succes med, slutter Kristian Breitenbauch.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109