23948sdkhjf

Tårnhøje gas- og elpriser: 41 mia. kroner i ekstraregning til erhvervslivet

Holder det foreløbige årsgennemsnit på el- og gaspriser vil erhvervslivet få en ekstraregning på 41 milliarder kroner i 2022

Danske virksomheders omkostninger til el og gas er steget med raketfart i år. Nu kan DI Energi fortælle, hvor stor ekstraregningen bliver i 2022 i forhold til et normalår – og det er alt andet end småpenge.

Holder priserne på el og gas sig på det gennemsnitlige niveau for 2022 vil den samlede merregning for virksomhederne løbe op i svimlede 41 milliarder kroner. Det er set i forhold til det seneste normalår (2019), hvor corona ikke førte til en unormal lav efterspørgsel på el og gas.

Det skriver Dansk Industri.

- Det er virkelig noget, der kan mærkes i virksomhederne, for det er ikke kun energien, der er blevet dyrere - det er forsyningerne også, samtidigt med at inflationen presser. Priserne har nået et niveau, der gør, at omkostningerne slår bredt igennem i erhvervslivet, siger branchedirektør Troels Ranis fra DI Energi til erhversmediet DI Business og tilføjer:

- Den nuværende situation er meget alvorlig. Men vi er også nødt til at forberede os på, at priserne kan stige endnu mere senere på året. Det indikerer energimarkederne. Ikke mindst, hvis der bliver lukket helt for gas fra Rusland.

Industriens meromkostning er 17 milliarder kroner

I DI Energis beregninger er der taget udgangspunkt i at virksomhederne køber deres el og gas til spotpriser således, at de rammes 1:1 af både prisstigninger og prisfald. En del virksomheder har dog låst deres priser fast, så de umiddelbart undgår den store merregning.

Men der er også rigtig mange virksomheder, der ikke har låst deres el- og gaspriser fast. Dertil kommer, at fastpriskontrakter kun har en begrænset løbetid, påpeger Troels Ranis fra DI Energi overfor DI Business.

- Hvis man som forbruger prøver at spare lidt mønt, så vil virksomhedernes omsætning selvsagt falde. Det er altså en ret alvorlig situation fra flere sider, fordi det som virksomhed er svært at forudsige, hvad følgevirkningerne bliver på deres markeder.

DI efterlyser strategi for energieffektivisering

Ifølge DI Energis beregninger vil industriens meromkostning i 2022 beløbe sig til knap 17 milliarder ud af de samlede 41 milliarder kroner, som regningen lyder på, hvis priserne holder deres nuværende niveau.

Mange virksomheder er da også begyndt at kigge sig om efter alternativer til el og gas. Eksempelvis er virksomheden Crossbridge Energy i Fredericia ved at bygge deres kedler om, så de kan gå væk fra naturgas og over på andre tyder af brændsel.

Branchedirektør i DI Energi Troels Ranis opfordrer også virksomhederne til at undersøge, om de kan finde alternative energikilder eller nedbringe deres forbrug af el og gas ved at omlægge deres produktion.

- Vi opfordrer vores medlemmer til at undersøge deres muligheder for at energieffektivisere, spare på el og gassen. Det kan kræve andre arbejdsgange eller produktionsmetoder, men det er nødvendigt, at man som virksomhed trækker i alle tænkelige håndtag, siger Troels Ranis.

- Og så må jeg bare bringe en generel efterlysning. For vi har et behov for at få en national strategi for energieffektivisering fra politisk side. Den billigste energi er stadig den vi ikke bruger, og det er vores bedste værktøj her og nu – ikke blot i virksomhederne, men også i offentlige bygninger og i husholdningerne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094