23948sdkhjf

Presset på forsyningskæderne er lettet en smule

Det rekordhøjt forsyningspres er lettet lidt; men niveauet er dog stadig på historisk højt niveau, mener DI

Her i juli er det globale forsyningspres - ifølge den amerikanske centralbank Federal Reserve - lettet en smule. Presset er stort set faldet støt siden december 2021, hvor det lå på det højeste niveau nogensinde.

- Fire faktorer har skabt den perfekte storm for de globale værdikæder, siger underdirektør Peter Thagesen, Dansk Industri.

- Det er corona-pandemien, containerskibet, der lagde sig på tværs af Suez-kanalen, Kinas strikse foranstaltninger for at inddæmme smitten og den russiske invasion af Ukraine. Både for virksomheder og forbrugere har det medført meget lange leveringstider og medvirket til de højere priser på en lang række produkter og services.

Mikrochips og råvarer

Selv om presset er faldet i juli, understreger DI, at forsyningssituationen stadig er udfordret langt ud over normalen.

- Vores medlemmer er fortsat presset. Især leverancer af mikrochips er en udfordring for mange virksomheder, hvor elektronik er en væsentlig bestanddel af deres produkter. Og selv om det måske kun er en lille del af det færdige produkt, kan man jo altså ikke levere noget færdigt, før det hele er med, siger Peter Thagesen.

Krigen i Ukraine

Han vurderer, at krigen i Ukraine kan betyde, at forsyningskæderne kan være udfordret en rum tid endnu.

- Som alle ved, har Rusland været storleverandør af gas og olie. Det har de også været på eksempelvis kunstgødning og stål. Og selv om krigen i Ukraine kommer til en afslutning, vil Rusland være en problematisk handelspartner i mange år fremover, siger Peter Thagesen.

Flere handelshindringer

Derudover er der stigende pres på den frie verdenshandel, hvor handelshindringer bliver stadig mere udbredte.

- For en lille åben økonomi som den danske er det stærkt problematisk. Vi lever af eksport, men virksomhederne er også afhængige af import fra verdensmarkedet. Derfor er det afgørende, at Danmark og EU arbejder for at udvikle det transatlantiske samarbejde og den globale frihandel. Ikke mindst i forhold til den nødvendige grønne omstilling, siger Peter Thagesen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063