23948sdkhjf

Kamera-folk rejser en halv milliard på vej mod stor udlandsrejse

Danske Veo Technologies, der udvikler kameraer med kunstig intelligens til at optage og streame sportskampe, er på vej fremad.

Og nu er de nået endnu et skridt mod at kunne udbrede teknologien - og dermed deres forretning - i hele verden. De har nemlig lige rejst 550 millioner kroner i en investeringsrunde.

Det er pensionskassen ATP, som er ny investor, mens også de eksisterende investorer i form af Seed Capital, Chr. Augustinus Fabrikker og Ventech har spyttet penge i kassen i investeringsrunden, således at der altså er hentet over en halv milliard kroner.

Den nytilførte kapital skal hjælpe Veo på vej mod at leve op til den enorme efterspørgsel, der er kommet på deres kameraer.

- Efter vi lancerede vores første kamera for tre år siden, har vi oplevet en enorm efterspørgsel i hele verden. Sidste år tredoblede vi vores kundebase, og for nylig rundede vi en million optagede kampe med Veo, så vi har bevist, at behovet findes i sportsverdenen. Mange af verdens bedste klubber er kunder hos Veo i dag, men vores langsigtede mål er at hjælpe klubber fra alle niveauer til at optage deres kampe og træninger, siger Veos administrerende direktør, Henrik Teisbæk, i en pressemeddelelse.

Det skal blandt andet ske ved en række nyansættelser.

- Med denne investeringsrunde er vi nu i stand til at sætte tryk på de ambitioner, og vi planlægger at ansætte over 200 mennesker i løbet af de næste 24 måneder, siger Henrik Teisbæk.

Fra ATPs side var der ikke megen tøven omkring investeringen i Veo.

- I ATP har vi et særligt ansvar for både at investere ansvarligt og bidrage til at skabe fremtidens store danske virksomheder. Veo har formået at bryde igennem på det amerikanske marked og samtidigt bevaret deres produktion og udvikling her i Danmark. Denne kombination af globalt udsyn og dansk vækstpotentiale, er attraktivt for os som investor, siger Anja Bach Eriksson, direktør i ATP Langsigtet Dansk Kapital.

Siden Veo blev introduceret på markedet i slutningen af 2018, er salget af deres intelligente sportskameraer vokset eksponentielt. Mere end 15.000 klubber i over 80 lande bruger i dag Veo ivrigt. Så ivrigt, at Veo for nyligt rundede én million optagede kampe og mere end en halv million brugere. I maj blev den nye version af Veos kamera, Veo Cam 2, sendt på gaden. Kameraet kan live-streame og det første af sin slags i verden. Veo har kontorer i København, Miami og London og beskæftiger i alt 220 medarbejdere.

Både hardware og software er designet og udviklet på Veos hovedkontor i København, hvor kameraet også produceres.

Veo blev grundlagt i 2015 af Henrik Teisbæk, Jesper Taxbøl og Keld Reinicke.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094