Ambu har fået ny CEO
Det er blot en uge siden, at Ambu måtte nedjustere forventningerne til 2022 som en konsekvens af de fortsatte udfordringer forbundet med coronakrisen og de følgevirkningerne i forsyningskæderne.
Det tager de nu konsekvensen af og smider CEO Juan Jose Gonzalez på porten. Ind kommer i stedet Britt Meelby Jensen, der senest kommer fra en stilling som CEO i svenske Atos Medical, mens hun også siden 2019 har siddet i bestyrelsen hos Ambu.
- Siden Juan Jose Gonzalez kom til som CEO i 2019, har Ambu gjort store fremskridt og nået vigtige milepæle i den strategiske transformation mod at blive verdens største engangs-endoskop-virksomhed. Imidlertid har covid-19-pandemien, den seneste makroøkonomiske modvind og et dårligere økonomisk præstation end forventet betydet, at vi bliver nødt til at eksekvere vores strategi anderledes. På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Juan Jose for hans bidrag til Ambu, siger bestyrelsesformand Jørgen Jensen i en pressemeddelelse.
Britt Meelby Jensen har erfaring fra forskellige dele af medicinal- og medico-branchen, hvor hun blandt andet har været i Zealand Pharma og Novo.
- Med mere end 20 års erfaring med sundhed og ledelse og hendes arbejde i Ambus bestyrelse er vi overbeviste om, at Britt Meelby Jensen er den rette profil til at tage over som CEO. Den overordnede strategi er uændret, men i den kommende periode vil Britt Meelby Jensen - sammen med bestyrelsen og ledelsen - evaluere behovet for taktiske og driftsmæssige justeringer, lyder det fra Jørgen Jensen.
Hun er også selv tilfreds med at indtræde i den nye stilling.
- Jeg er beæret og begejstret over at overtage stillingen som CEO og at få muligheden for at bidrage med min erfaring og indsigt til at styrke Ambus position på engangs-endoskop-markedet sammen med vores talentfulde kolleger verden rundt. Fra min tid i bestyrelsen har jeg en god viden om virksomheden, produkterne og markedet, siger Britt Meelby Jensen.
Britt Meelby Jensen er tiltrådt i stillingen i dag, 20. maj.
Rokeringen på topposten kommer ikke til at ændre på Ambus tidligere udmeldte forventninger for 2022.