23948sdkhjf

Higgs-partiklens eksistens bekræftet

Forskere ved det europæiske forskningscenter Cern i Schweiz har i dag bekræftet eksistensen af ”Guds partikel”.
Higgs-partiklen findes.

Det bekræftede forskerne ved det europæiske forskningscenter Cern i Schweiz her til formiddag.

Præsentationen blev webcastet direkte til hele verden af veloplagte – men også spændte – ledere af forskningsgrupperne foran et fyldt auditorium, hvor den i dag 83-årige Peter Ware Giggs var blandt tilhørerne.

CERN’s generaldirektør Rolf-Dieter Heuer lagde ud med muntert og diplomatisk at kalde dagen for ”en stor dag”, før han gav ordet videre til CMS-talsmand Joe Incandela, der gennemgik teorierne bag Higgs-partiklen og beviserne for dens eksistens.

Da Joe Incandela nåede til selve beviset for, at Higgs-partiklen med al tænkelig sandsynlighed eksisterer, brød auditoriet ud i spontane klapsalver.

Samme kaliber som Einsteins relativitetsteori
Partiklen – der populært kaldet for Guds partikel – har gennem mange år været omgærdet af en vis mystik blandt videnskabsmænd, og den endelige bekræftelse på dens eksistens ses derfor som et stort og vigtigt gennembrud for fysikkens videnskabelige verden.

Kort fortalt er Higgs-partiklen forudsagt af Standardmodellen, så med bekræftelsen af Higgs’ eksistens, har ”den moderne fysiks brugsanvisning” opnået en slags blåstempling.

- Det er en begivenhed af samme kaliber som dengang man bekræftede Einstens Relativitetsteori. Denne opdagelse vil være sidste sten i værket for Standardmodellen, så den bliver fuldkommen i sig selv, siger Ask Emil Løvschall-Jensen, der er ansat ved ATLAS-eksperimentet på CERN gennem en ph.d.-ansættelse ved Niels Bohr Instituttet på Blegdamsvej i København, til videnskab.dk.

6.000 eksperter involveret
Det er ATLAS, som i samarbejde med CMS, har stået bag de mange eksperimenter, der ligger begravet 100 meter under jorden og har det til fælles, at de ligger på den store partikelaccelerator, LHC.

Den ligger som en 27 km. lang ring på grænsen mellem Schweiz og Frankrig ved CERN. Her stødes protoner sammen ved i alt fire eksperimenter, hvis resultater altså blev præsenteret i dag.

Projekterne har i alt beskæftiget over 6.000 forskere, fysikere, ingeniører, teknikere og meget mere.

Data gav tidlig indikation
Tidligere på ugen meddelte et amerikansk forskerhold fra Fermi National Accelerator Laboratory (Fermilab), at bekræftelsen af Higgs-partiklen var meget nær.

- Vores data peger stærkt mod eksistensen af Higgs-partiklen, men der er behov for resultater fra forsøgene på Large Hadron-partikelacceleratoren i Europa for at fastslå opdagelsen, sagde talsmand Rob Roser, Fermilab, mandag ifølge Ritzau.

Lettere at finde en ven på stadion
Og det var altså de forsøg, som forskerne på det europæiske forskningscenter Cern i Schweiz i dag fremlagde resultater fra efter forsøg med Large Hadron-partikelacceleratoren (LHC) som kulminationen på flere års forskning.

- Det er lettere at lede efter en vens ansigt i et sportsstadion fyldt med 100.000 mennesker end at søge efter Higgs-lignende mønstre blandt trillioner af kollisioner, sagde Luciano Ristori, en fysiker ved Fermilab, tidligere på ugen om amerikanernes 10 år med indsamling af data fra partikelacceleratoren Tevatron, der blev lukket ned i 2011.
Læs mere om: CERN
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125