Eltronic sælger vestjysk datterselskab
Eltronic Group har den 28. april gennemført frasalget af installatørvirksomheden TS Tech til Hytor Group. Med frasalget kommer TS Tech tilbage på lokale hænder i Esbjerg.
Eltronic Group har siden 2016 ejet 70 procent TS Tech, og overdrager selskabet til Hytor Group, som blandt andet leverer tekniske system- og værktøjsløsninger til energisektoren gennem aktiviteter i Hytor Tools Solutions og Hytor Fluid Solutions.
- TS Tech er en stærk virksomhed med rigtigt gode værdier, dygtige medarbejdere og en sund indtjening. Vi er glade for, at vi har fundet en ny ejer, der komplementerer TS Tech i høj grad og kan bidrage til virksomhedens videreudvikling som lokal partner i Esbjerg, siger grundlægger og administrerende direktør i Eltronic Group, Lars Jensen.
Solid organisation og fast strategi
TS Tech består af 45 medarbejdere og har de sidste år blandt andet stået for større el- og teknikprojekter i Esbjerg.
CEO i TS Tech, Thomas Sandholdt, sætter pris på det nu forhenværende samarbejde med Eltronic Group og er klar til at satse på et stærkere lokalt samarbejde med Hytor Group.
- Vi har igennem de sidste seks år fået lov til at være en del af en meget spændende koncern, hvor vi har kunnet lære og sparre med kolleger i næsten alle faggrupper inden for det tekniske. En rejse vi på ingen måde ville have været foruden. TS Tech har, grundet det, nu en solid organisation, en fast strategi og har bragt sig i front inden for flere unikke forretningsområder, siger han.
Minoritetsaktionærer fortsætter
Også de nye ejere er tilfredse med købet. CEO i Hytor Group, Niels Langerhuus, har allerede et indgående kendskab til TS Tech, da han har været en del af bestyrelsen de seneste tre år.
- Med TS Tech som en del af Hytor-gruppen står vi endnu stærkere som alsidig samarbejdspartner for det samlede kundesegment. TS Tech har gennem en årrække som leverandør til Hytor bidraget stærkt til de løsninger, vi har lavet. Derfor er det stærkt, at TS Techs kompetencer nu bliver en del af hele Hytor-gruppen, og dermed bidrager solidt til det samlede værditilbud til energisektoren og den grønne omstilling, forklarer han.
Fra den 28. april 2022 er Hytor Group majoritetsejer, mens TS Tech-grundlægger og administrerende direktør Thomas Bech Sandholdt har udvidet sit ejerskab. Thomas B. Wang, og Thomas V. West er stadig medaktionærer.
Organisationen fortsætter uændret, ligesom direktionen vil være den samme - bestående af CEO Thomas B. Sandholdt, COO Finn E. Christensen og slutteligt CCO Thomas V. West.