23948sdkhjf

Slut efter 23 år: Danfoss-ejer gennemfører generationsskifte

Bitten & Mads Clausens Fond gennemfører nu det planlagte generationsskifte i ejerfamilien.

Fondsformand Peter Mads Clausen har meddelt, at han fratræder som bestyrelsesformand for Bitten & Mads Clausens Fond, som ejer 48 procent af aktiekapitalen i Danfoss A/S. Fratrædelsen sker i forbindelse med fondens årsmøde, der afholdes 6. april. 

Det oplyser Bitten og Mads Clausens Fond i en pressemeddelelse.

Peter Mads Clausen har været fondsformand siden 1999, hvor han afløste sin mor, Bitten Clausen, der stiftede Fonden sammen med sine fem børn lillejuleaften 1971.

- Det er en skelsættende dag, som jeg har set frem til med både vemod og glæde. Det er dagen, hvor 23 år som formand for Bitten & Mads Clausens Fond slutter. Jeg synes, jeg har været heldig at have haft så stor og spændende en opgave. Igennem årene har Fonden udviklet sig meget, og det har min egen rolle som formand også, siger Peter Mads Clausen og tilføjer:

- Jeg har forsøgt at give Danfoss de mest optimale vilkår til at fastholde sin lederposition for den grønne omstilling og skabe, producere og sælge energieffektive løsninger, der kan gøre verden CO2-neutral. Udviklingen er altid sket hånd i hånd med Danfoss, og Fonden har i min tid været med til at øge attraktiviteten og virkelysten i vores region, med eksempelvis Universe Science Park, Byens Havn, Syddansk Universitet og det energivenlige Steigenberger Alsik Hotel & Spa

Indstiller direktøren

I kølvandet af Peter Mads Clausens ønske om fratrædelse indstilles Fondsdirektør Per Egebæk Have til ny fondsformand. Per Egebæk Have har været direktør siden 2009.

- Jeg er beæret over at blive indstillet til formand. Det er en tillidserklæring fra stifterfamilien, som jeg er meget stolt over. Jeg har siden 2009 været vidne til familiens vilje til at udvikle Bitten & Mads Clausens Fond og eksekvere på dens aktiviteter og projekter i et effektivt og tillidsfuldt samarbejde med andre interessenter. Den tilgang har vi haft stor succes med, og den agter jeg at fortsætte sammen med bestyrelsen og vores kommende direktør, når vi tager næste skridt mod at udvikle den sønderjyske region til gavn for Danfoss, siger Per Egebæk Have.

Fremtidige set-up

Peter Mads Clausen udtræder i forbindelse med fondens årsmøde af bestyrelse. Det samme gør Jens Bjerg Sørensen, der ligeledes har  meddelt, at han ønsker at udtræde.

Bestyrelsen foreslår valg af Per Egebæk Have og Mads-Peter Clausen til besættelse af de to pladser

I fremtiden vil familieejerskabet i hhv. Danfoss A/S og Fonden være repræsenteret som følger: Mads-Peter Clausen, der er søn af Peter Mads Clausen, fortsætter sit hverv i bestyrelsen for Danfoss A/S, hvor han har været medlem siden 2014. Han bliver nyt medlem af bestyrelsen i Bitten & Mads Clausens Fond

Mads Clausen, der er søn af Jørgen Mads Clausen, bliver nyt medlem af bestyrelsen i Danfoss A/S. Han fortsætter sit hverv i bestyrelsen i Bitten & Mads Clausens Fond, hvor han har været medlem siden 2015.

Jens Martin Skibsted, der er søn af Bente Skibsted, datter af Bitten & Mads Clausen og tidligere bestyrelsesmedlem, fortsætter sit hverv i Bitten & Mads Clausens Fond, hvor han har været medlem siden 2012.

Den endelige konstituering inklusive rollefordeling i bestyrelsen i Bitten & Mads Clausens Fond sker i forbindelse med årsmødet den 6. april 2022.

Bitten & Mads Clausens Fond ejer 48% af aktiekapitalen i Danfoss A/S, hvilket svarer til 86% af stemmerne. Ejerforholdet såvel som den strategiske retning i Danfoss A/S og Bitten & Mads Clausen Fond fortsætter uændret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093