Universal Robots leverer flyvende regnskab
Danske Universal Robots har netop afleveret et regnskab for 2021, som vidner om massiv fremgang og en massiv efterspørgsel efter UR's kollaborative robotter. Salget er steget fra 1.438 mio. kr til 1.943 mio. kr, eller med 35 procent i forhold til coronaåret 2020.
Overskuddet er på 386 mio. kr. før skat, hvilket næsten er en fordobling. Overskudsgraden ligger tårnhøjt på 19,5 procent, hvilket også er en væsentlig stigning i forhold til 13,9 procent i 2020.
Omsætningen er også højere end i før-corona-året 2019, hvor den var 1.659 mio. kr. Omsætningen i 2021 er 17 procent højere end i 2019.
Ledelsen er også tilfreds med resultatet:
"Resultaterne anses generelt for at være tilfredsstillende, især set i lyset af COVID-19-pandemien, der i væsentlig grad påvirkede virksomhedens forsyningskæde og forretning i løbet af året," skriver virksomheden i årsrapporten.
Overskuddet før efter skat ender på 299 mio. kr. Der udbetales på den baggrund et udbytte til ejeren, amerikanske Teradyne, på 200 mio. kr.
Satser på 30 procents vækst
Universal Robots tror på fortsat vækst i 2022.
"Ledelsen forventer en fortsat stærk omsætningsvækst i koncernen i 2022. Selskabets erklærede strategi sigter mod en fortsat vækst på cirka 30 procent år over år i de kommende år. Denne ambition forfølges ufortrødent med udgangspunkt i virksomhedens stærke produktportefølje og markedsposition, som fastholdes af betydelige investeringer i innovation og R&D.
Universal Robots advarer dog om, at der også er nogle alvorlige udfordringer.
"Det post-pandemiske finansielle miljø, herunder de globale forsyningsudfordringer, gør det til et udfordrende forretningsmiljø at operere i," hedder det.
"Ændringer i priser og leveringsbetingelser for indkøb af råvarer og hjælpematerialer til produktion, oplever i øjeblikket både prisstigninger og leveringsproblemer, som kan påvirke produktionsomkostningerne væsentligt," skriver firmaet.
Universal Robots er fuldt opmærksom på, at konkurrenterne prøver at indhente UR's teknologiske forspring og tage større dele af markedet fra UR.
Det hedder i årsrapporten: "Koncernens væsentligste driftsrisici er relateret til evnen til at fastholde den nuværende stærke position på markedet. Risikoen afbødes gennem betydelige investeringer i innovation, forbedringer af brugeroplevelsen og generel forskning og udvikling."
mio. kr. | 2021 | 2020 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 1943 | 1438 |
Resultat af primær drift | 379 | 201 |
Resultat før skat | 386 | 183 |
Årets resultat | 299 | 151 |
Balancesum | 1244 | 937 |
Egenkapital | 663 | 602 |
Antal ansatte | 672 | 678 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2021. |