23948sdkhjf

Danske virksomheder står klar til at ansætte ukrainere

Flere danske virksomheder står klar til at ansætte ukrainere, der i øjeblikket er på flugt fra krigen i deres hjemland.

I en rundspørge har SMVdanmark spurgt sine medlemmer, om de kunne være interesserede i at finde job til ukrainske flygtninge, der ender i Danmark.

67 procent - eller to tredjedele - af de medlemmer, der mangler hænder, svarer, at de er positive overfor at ansætte en ukrainer.

1249 medlemmer har svaret på rundspørgen. SMVdanmark repræsenterer små og mellemstore firmaer. Det er eksempelvis frisører og håndværkere.

SMVdanmark skønner, at de små og mellemstore firmaer herhjemme vil kunne beskæftige 31.000 ukrainere.

Hvis også de store virksomheder står klar, skønner SMVdanmark, at der i alt kan findes arbejde til 65.000 ukrainere.

I Dansk Industri, der er landets største erhvervsorganisation, ser man gerne, at de ukrainske flygtninge kan finde arbejde i Danmark. Hvis de altså opnår asyl eller opholdstilladelse efter gældende regler.

- Vi håber, at der kan blive enighed om at give ukrainerne asyl, og at deres sager kan blive behandlet hurtigst muligt, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.

- Således at de får den nødvendige tryghed omkring deres situation, og så de, der ønsker det, får mulighed for at bidrage til samfundet.

- Vi er naturligvis klar til at tænke i konkrete løsninger, som kan hjælpe ukrainerne, siger Lars Sandahl Sørensen i en skriftlig kommentar.

I Danmark er man forberedt på at kunne modtage 20.000 ukrainere. Man er også klar til at skrue yderligere op og ned for kapaciteten, har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) sagt.

I alt er 660.000 personer flygtet fra Ukraine, siden Rusland i sidste uge indledte en invasion af landet. Det oplyste FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, tirsdag.

Afgørende for deres fremtid bliver et EU-møde torsdag, hvor medlemslandene skal tage beslutning om en særlov - et såkaldt beskyttelsesdirektiv.

Vedtages det, vil det automatisk give ukrainere en række rettigheder i EU, uden at de behøver søge asyl.

Det gælder blandt andet retten til arbejde, bolig, skolegang og velfærdsydelser.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079