23948sdkhjf

Rekorder over hele linjen hos Danfoss

I 2021 steg Danfoss' omsætning med 29 procent til rekordhøje 7,5 milliarder euro (55,8 milliarder kroner).

Den organiske vækst nåede op på 18 procent, og de fem måneders ejerskab af Eatons hydraulikforretning tilføjede 786 millioner euro (5,8 milliarder kroner) til toplinjen. Danfoss leverede omfattende vækst i alle regioner.

Samtidig nåede Danfoss' driftsresultat det højeste niveau nogensinde med ebita på 969 millioner euro (7,2 milliarder kroner) og ebita-margin på 12,8 procent. Nettoresultatet endte på 631 millioner euro (4,7 milliarder kroner) – en stigning på 45 procent.

- Vi har aldrig set bedre muligheder for Danfoss. Det er vores ambition at være den førende teknologipartner for vores kunder i den grønne omstilling – ved at dekarbonisere gennem energieffektivitet, lavere emissioner og elektrificering. Den grønneste energi er jo den energi, som vi ikke bruger. Vores momentum afspejles tydeligt i vores årsresultater for 2021. Danfoss har leveret de bedste resultater i vores historie, og vi står i en stærk økonomisk position, siger Kim Fausing, koncernchef i Danfoss, i en kommentar til regnskabet.

- Det, der gør mig mest stolt, er, hvordan vore teams fortsætter med at håndtere pandemien og de betydelige udfordringer med forsyningskæden og samtidig har leveret et transformerende rekordår. Desværre påvirkede disse betragtelige udfordringer vores service til kunderne. Derudover var alle tre segmenter påvirket af inflation. Vi vil fortsat gøre alt, hvad vi kan, for at betjene vores kunder, og vi fortsætter vores høje investeringer i kapacitetsudvidelse, innovation og digitalisering af Danfoss, fortsætter Kim Fausing.

Størst fremgang i Power Solutions

I koncernens Power Solutions-division steg omsætningen med 60 procent til 3,2 milliarder euro (23,8 milliarder kroner), og ebita steg med 49 procent til 489 millioner euro (3,6 milliarder kroner). Selv uden aktiviteterne i Eaton Hydraulics var der tale om et rekordår, meddeler Danfoss.

I Climate Solutions-divisionen var fremgangen i omsætningen på 16 procent til 2,9 milliarder euro (21,6 milliarder kroner). Her steg ebita med 25 procent til 511 millioner euro (3,8 milliarder kroner).

Sidst men ikke mindst var salgsvæksten i Danfoss Drives på 6 procent og endte dermed på 1,4 milliarder euro (10,4 milliarder kroner). Ebita faldt til gengæld med 3 procent til 180 millioner euro (1,3 milliarder kroner). Ifølge Danfoss var der en høj efterspørgsel, men den flade udvikling skyldes komponentmangel.

Forventninger fortsat fremgang i 2022

Danfoss har et positivt syn på markedsudviklingen og forventer fortsat at udbygge eller fastholde sin markedsandel.

Omsætningen forventes at ligge i intervallet 8,8-9,8 milliarder euro (65-73 milliarder kroner) i 2022, og fremgangen skyldes blandt andet, at Eaton Hydraulics nu er fuldt integreret i Danfoss

Ebita-marginen forventes at ligge i intervallet 11,4-12,9 procent efter fortsatte investeringer i udvikling af nye produkter og løsninger. Den forventede vækst og profitabilitet er afhængig af udviklingen af pandemien, de globale udfordringer i forsyningskæden samt fortsættelsen af de nuværende stærke vækstrater i verdensøkonomien.

Danfoss
mio. euro 2021 2020
Nettoomsætning 7.539 5.828
Resultat af primær drift (ebita) 969 723
Resultat før skat 819 577
Årets resultat 631 435
Balancesum 9.970 6.412
Egenkapital 3.951 3.184
Antal ansatte 40.043 27.491
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2021
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.218