23948sdkhjf

Nicheproducent flytter fra USA til Danmark og får dansk CEO

Den globale nichevirksomhed inden for ergonomiske mus- og tastaturløsninger, Contour Design, har udnævnt Kenneth Nielsen som CEO for koncernen.

Det fortæller Contour Design i en pressemeddelelse.

Kenneth Nielsen kommer med solid erfaring i at skabe vækst i internationale virksomheder og med stort fokus på digitalisering, e-handel, salg og marketing samt ledelse.

Med ansættelsen som CEO hos Contour Design får Kenneth Nielsen igen base i Danmark efter en årrække i udlandet primært hos Apple samt Amazon og de to seneste år som Chief Digital Officer hos Dr. Max Pharmacy Chain, en af Europas største apotekerkæder.

Kenneth Nielsen stod også i spidsen for Salling Groups digitale forretning som Executive Vice President, Digital & eCommerce, fra 2014 til 2020.

Patenterede produkter

- Jeg er glad for at have fået Kenneth, som jeg kender fra Apple, ombord som CEO og driver på Contour Designs vækstrejse. Han har erfaringen til at drive en stærk international ekspansion kombineret med fokus på at opbygge en moderne digital platform både for distribution og for produktet, siger Erik Stannow, der er bestyrelsesformand for Contour Design.

Contour Design er en pioner inden for ergonomiske mus- og tastaturløsninger med patenterede produkter som RollerMouse, Unimouse og Balance Keyboard. Med det rigtige udstyr kan brugerne arbejde sikkert ved computeren uden smerter eller belastningsskader. Produkterne har vundet flere anerkendte designpriser og er solgt i over 1/4 million eksemplarer verden over.

- Vi ser et voksende markedsbehov både i Norden, hvor Contour Design allerede har en meget stærk position, og i Europa og Nordamerika. Potentialet for at ekspandere på alle markeder stiger også med det generelle øgede fokus på sundhed og trivsel. Samtidig er vi med til at afhjælpe et bekosteligt samfundsproblem, siger Kenneth Nielsen.

Contour Design har tre divisioner med ansvar for salg og markedsføring i Europa samt produktudvikling, salg og markedsføring i Nordamerika og en produktionsenhed i Kina. Salget sker primært gennem forhandlere som ergonomiske specialister, virksomhedsforhandlere og leverandører af kontorudstyr samt gennem webshops.

Efter Kenneth Nielsens ansættelse som CEO for Contour Design-koncernen fortsætter virksomhedens stifter, Steven Wang, som bestyrelsesmedlem, og hovedkontoret skifter fra New Hampshire, USA, til Ballerup i Danmark.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063