23948sdkhjf

Cobots skubber sikkerhedsansvar ud til fabriksejere

De små samarbejdende robotter stormer frem i industrien, som dermed også står med en ny type udfordring, når det handler om CE-mærking og sikkerhed på arbejdspladsen.

For selvom de små såkaldte cobots er CE-mærkede og som udgangspunkt sikre at arbejde ved siden af, så kan det sikkerheds-billede hurtigt ændre sig, hvis robotten eksempelvis udstyres med et værktøj eller sættes til at flytte skarpe emner rundt i hovedhøjde.

Derfor skal enhver løsning og installation af en cobot på en produktionslinje CE-mærkes.

- Maskindirektivet siger, at det er robotintegrators ansvar at sikre sikkerheden omkring robotterne, og for de store industrirobotter bliver det jo løst med hegn og lysgitter, siger Mads Mathiesen, som er sektionsleder i Teknologisk Instituts center for robotteknologi.

Derimod er billedet et helt andet, når det handler om de ikke indhegnede kollaborative cobots, der ofte sælges med det udgangspunkt, at de er lette for brugerne og virksomhederne selv at programmere og opstille.

- Vi ser jo, at de her nye robot-teknologier er meget brugervenlige, hvilket også hele idéen, og derfor sker der også et skifte i, hvem der egentlig står som integrator. Vi ser en bevægelse, hvor det i stigende grad er virksomhederne og slutbrugerne selv, der bliver integratorer og får integratoransvaret, forklarer sektionslederen.

Naturlig egenintegration

Mads Mathiesen henviser til, at det ligger i hele tanken og business-casen omkring de kolaborative robotter, at de skal være nemme at arbejde med og nemme at sætte i funktion.

- Der er behov for, at virksomhederne selv kan integrere de her robotter, hvis vi skal have det fulde udbytte af at automatisere, og det medfører den stigende grad af egenintegration i industrien, siger Mads Mathiesen, som oplever, at langt fra alle fabriksejere og produktionsansvarlige, der er opmærksomme på, at en arbejdstation med cobots bliver korrekt CE-mærket.

- Der er ingen konkrete tal for det her, men der skal nok være installationer i industrien, som ikke er i orden, siger sektionslederen, som vurderer, at det er i overgangen fra test og forsøg med robotten til egentligt produktion, at sikkerhedsbristen opstår.

- Man starter måske med at stå med en cobot i et hjørne af fabrikken og udføre nogle test for at komme i gang, og så sker der derfra en eller anden flydende overgang til egentlig produktion med robotten. Og så opstår udfordringen, fordi man måske så glemmer, at når robotten bruges til produktion, skal installationen CE-mærkes, siger Mads Mathiesen.

Hjælper med værktøjer

Teknologisk Institut råder i dag over 5-8 konsulenter, der kommer ud til virksomheder og hjælper med at få CE-mærkningen i mål. Det sker i nogle forløb, hvor målet er, at virksomhederne selv får de rette værktøjer til fremover at risikovurdere og CE-mærke deres robot-installationer.

Og hovedbudskabet er, at sikkerheden skal tænkes ind fra første fløjt, uanset om der er tale om en cobot eller en selvkørende transportrobot.

- Det er uheldigt og kan blive dyrt, hvis de røde lamper først lyser til sidst, så du skal tænke sikkerhed fra start og lave den første risikovurdering, så snart du kender robottens første bevægelse, siger Mads Mathiesen fra Teknologisk Instituts center for robotteknologi.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11