23948sdkhjf

Linak vil med på koreansk vækstbølge

Den økonomiske succes i Sydkorea er tydelig, og det har flere danske virksomheder fået øjnene op for. Blandt disse er aktuatorproducenten Linak, som nu åbner eget selskab i landet.
Den 1. juli slår sønderjyske Linak dørene op for et nyt datterselskab i Sydkorea. Det fortæller Jens Karing, der er managing director i Linak Malaysia, til dagbladet Børsen.

- Vi åbner eget datterselskab 1. juli. Sydkorea er en væsentlig brik i vores Triple-15-strategi, hvor vi skal have fordoblet den samlede omsætning til 4 mia. kr. omkring 2015/2016, siger Jens Karing.

Med satsningen er Linak én blandt mange danske virksomheder, som er begyndt at få øjnene op for de muligheder, der findes på det sydkoreanske marked.

Sydkorea er i dag verdens 15. største økonomi og forventer vækstrater på 3,2 pct. i 2012 og 4,2 pct. i 2013. Udenrigsministeriet forventer fortsat høj vækst i eksporten til landet i de kommende år med 14 pct. i 2012 (til knapt 4,5 mia. kr.) og 11-12 pct. i 2013 (til knapt 5 mia. kr.).

Stor erhvervssatsning åbner døre
Torsdag den 10. maj indledte Danmark et 6 dage langt officielt besøg i Sydkorea med deltagelse af Kronprinseparret, handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr, erhvervs- og vækstminister Ole Sohn samt uddannelsesminister Morten Østergaard.

I den forbindelse bød Pia Olsen Dyhr søndag i Seoul velkommen til hele 76 danske virksomheder – den største danske erhvervsdelegation til Asien nogensinde.

- Der er enorme muligheder i Sydkorea for danske virksomheder, og vi skal blive bedre til at byde ind med danske løsninger på de udfordringer, som de knapt 50 millioner koreanere efterspørger. Erhvervsfremstødet åbner døre til beslutningstagere både i regeringskontorerne og hos de koreanske institutioner og virksomheder. Den rekordstore delegation vidner om, at danske virksomheder står på spring for at høste fordelene ved den nye frihandelsaftale mellem EU og Sydkorea, sagde Pia Olsen Dyhr inden afrejsen.

Expo-bidrag som platform
Sydkorea skal de kommende år investere mange milliarder kroner i et udbygget velfærdssamfund og grøn omstilling. Den danske regering satser på, at vi inden næste år er omme får øget dansk eksport til Sydkorea med 1 mia. kr., hvilket skal bidrage til at fastholde og skabe nye arbejdspladser herhjemme.

Et led i satsningen er Danmarks deltagelse i EXPO 2012, som åbnede i Seoul den 12. maj og løber frem til 12. august under hovedtemaet ”Det levende hav og kyst – forskellighed i ressourcer og bæredygtige aktiviteter”.

Den danske pavillon ”Denmark // Horizon” har et grundareal på ca. 1.000 m² og er designet af Cobe Arkitekter, Grontmij og Designit. Her fremvises og demonstreres danske kernekompetencer, innovative teknologier og kreative løsninger, og det forventes, at ca. 800.000 gæster vil besøge den danske pavillon.

- Temaet ”Det levende hav og kyst” giver en stærk platform, som Danmark og danske virksomheder kan markedsføre sig på. Og det giver gode muligheder for at bygge videre på den markedsføring, vi opnåede under EXPO 2010 i Shanghai, siger erhvervs- og vækstminister Ole Sohn.

Den danske deltagelse er et offentligt-privat partnerskab mellem Erhvervs- og Vækstministeriet og projektets fire private hovedpartnere: A.P. Møller - Mærsk, Grundfos, Lego-koncernen og Vestas Wind Systems. Det samlede budget er på 16 mio. kr. Heraf finansierer staten med 10 mio. kr., mens projektets fire private hovedpartnere hver bidrager med 1,25 mio. kr. Den resterende million er finansieret via mindre partnere og sponsorer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.518