Direktørskifte i Molex Knutsen Danmark
Mogens Sandø afløses på posten som administrerende direktør i Molex af 38-årige Lars Laungaard Rasmussen.
- Efter samlet 35 års spændende arbejde med Molex vil jeg ved udgangen af april 2012 træde tilbage som adm. direktør for Molex Knutsen Danmark A/S for at gå på pension. Det glæder mig, at jeg fortsat som medlem af bestyrelsen vil have tilknytning til Molex og varetage forskellige opgaver, som ligger uden for den daglige drift. Min sidste arbejdsdag er fredag d. 27. april, siger Mogens Sandø.
I hans sted udnævnes Lars Laungaard Rasmussen som adm. direktør.
Fortid hos Thrane & Thrane
Lars, der er 38 år, har været ansat hos Molex i 6 år dels som logistikchef og dels som adm. direktør i produktionsselskabet Molex Knutsen Polska Sp. z o.o. i Polen.
I den forbindelse har Lars været bosat i Polen i tre år, indtil han i efteråret 2011 er vendt tilbage til Danmark. Han har tidligere været ansat hos Thrane og Thrane som operations director og hos Tellabs, hvor han arbejdede i såvel Danmark, Irland som USA.
- Jeg håber, at Lars vil blive godt modtaget, og jeg ønsker ham og Molex held og lykke fremover, afslutter Mogens Sandø.