Aalborg-firma køber sydvestjysk konkurrent
Melsen Tech, der har base i Aalborg, har pr. 1 september købt alle aktier i konkurrenten Setiket A/S i Esbjerg.
Det oplyser Melsen Tech i en pressemeddelelse.
De to virksomheder har indtil nu været konkurrenter, men fra onsdag bliver de ét hus med 82 medarbejdere og 12.000 kvadratmeter produktionsareal, fordelt på to lokationer.
Begge virksomheder fortsætter som to separate selskaber med Marcus Holm (adm. dir. Melsen Tech) som administrerende direktør og en ledelsesgruppe i hver af de to selskaber. Der vil ikke være ændringer i firmanavnene.
Torben Jørgesen fra Setiket fortsætter i rollen som teknisk direktør i Setiket, ligesom de øvrige medarbejdere også fortsætter som hidtil.
- Med købet af Setiket cementerer vi vores position i markedet. Som dansk producent og teknologihus har vi alle kompetencer in-house til at gøre vores kunders idéer til virkelighed. Ved at slå os sammen står vi stærkere til at kunne tilbyde mere færdige løsninger fra én leverandør, siger Marcus Holm.
En familieejet virksomhed
Setiket er en familiedrevet virksomhed, som de to brødre, Torben og Karsten Jørgensen, nu afhænder. Gennem de sidste par år har Setiket og Melsen Tech haft et uformelt samarbejde med en del fælles projekter og materialekøb.
Begge parter er enige i, at dette skridt derfor er et naturligt led i processen, ikke mindst nu hvor Setiket står over for et generationsskifte.
- Selvom vi på papiret er konkurrenter, har vi altid haft et godt forhold til Melsen Tech, også for 30 år siden. Vi har lært hinanden at kende som gode partnere, og derfor er salget af virksomheden vokset naturligt frem over de seneste år. Processen har været god og rolig, og jeg er helt tryg ved at række nøglerne til Melsen Tech, siger Torben Jørgensen, tidligere partner og direktør i Setiket.
Fakta
Begge selskaber har over 50 års erfaring inden for interface-løsninger, elektromekanik, frontfolier og serigrafi. Mens Melsen Tech i stigende grad tager markedsandele inden for elektromekanik, box building og færdige løsninger, er Setiket aktive inden for printet elektronik, frontfolier og labels.
Setiket har den desuden UL-certificerede mærkning, som er en afgørende faktor for bl.a. at kunne levere til det amerikanske marked.