23948sdkhjf

Topchef og stifter erstattes af ny direktør til driften af nøgleselskab

Hos Gatehouse Satcom i Nørresundby har man fået ny CEO.

Virksomhedens stifter og medejer Michael Bondo Andersen overlader tøjlerne til den hidtige CCO, Ulrik Vachet Rasmussen.

For nyligt overlod Michael Bondo Andersen også direktørposten i søsterselskabet GateHouse Maritime til Martin Dommerby Kristiansen.

Umiddelbart var det således ikke lige til at se, hvad Michael Bondo Andersen så skulle bruge sin tid på. Det spurgte Electronic Supply ham om.

- Det var simpelthen for meget, at jeg bredte mig udover at have fat i driften af det hele. Men det er heldigvis en udramatisk historie. Jeg fortsætter som CEO i holdingselskabet, hvor mange af de fælles funktioner og administration bag driftsselskaberne er forankrede, forklarer Michael Bondo Andersen, der ejer 47 procent af den virksomhed, han stiftede tilbage i starten af 90'erne.

En klassisk iværksætterhistorie

Med i alt 60 medarbejdere på tværs af selskaberne og flere vidt forskellige fokusområder var tiden kommet til at omorganisere. Løsningen blev, at de to nye direktører kan dedikere al deres fokus på driften og udviklingen i henholdvist SatCom og Maritime, mens Michael Bondo Andersen indledningsvist kan koncentrere sig om at organisere de indre linjer i holdingselskabet.

- Det er jo lidt den klassiske historie, hvor en virksomhed vokser over tid og iværksætteren så på et tidspunkt skal indse, at opgaverne er blevet for mange til, at man kan løse dem selv, forklarer Michael Bondo Andersen, der dog også fremover får en mere udadvendt rolle.

I inkubator-selskabet Gatehouse Igniter, hvor Ulrik Vachet Rasmussen i øvrigt også er direktør, er det planen, at der i løbet af de kommende år skal findes endnu flere startups, der kan tilføjes virksomhedsfamilien.

Ser efter nye investeringsmuligheder

Indtil nu har investeringer knyttet to virksomheder til Gatehouse Igniter og drager nytte af blandt andet backoffice og sparing. Den ene er virksomheden Deck1, hvor Gatehouse er med som investor og den anden er Cleanquote, hvor GateHouse udover investeringen også har sin CFO, Kenney Vesteraa Christiansen, som direktør for virksomheden.

Begge virksomheder er direkte relevante i forhold til Gatehouses hidtidige hovedspor, satellitkommunikation og den maritime industri.

- Om et halvt års tid, skal vi til at se os omkring efter nye investeringsmuligheder, og der kommer jeg til at være noget mere udfarende. Det ser jeg også frem til, siger Michael Bondo Andersen, der i øvrigt fortsætter som bestyrelsesformand i både Gatehouse Satcom,  Gatehouse Maritime og Gatehouse Igniter. Dermed holder han tæt kontakt med de nye direktører.

- Det er rigtig gode folk. Jeg har stor respekt for både Ulrik, Martin, Kenney og deres medarbejdere. Det er alle dygtige folk, der virkelig ved meget om det her, siger Michael Bondo Andersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094