Lyd-startup har ladt lanceringskanonen: Vi er klar når I er klar
Hos den trådløse teknologi-startup SOWA Sound er man 100 procent klar til at gå til markedet.
Problemet er bare, at markedet fortsat er ret lukket. Der er eksempelvis ingen kulturarrangementer eller virksomhedsreceptioner lige nu, når folk ikke må forsamles. Sådan har det været i flere måneder nu.
Således er der ikke rigtig nogen anledninger til at gøre brug af højttalerne og teknologien fra SOWA Sound, selvom man i virksomheden er helt klar med både strategi og kampagne.
- Vi er klar til at gå til markedet, men det ville ikke rigtig give mening at rulle den store kanon ud nu, hvor der netop ikke er alle de arrangementer, som vores teknologi sigter mod, fortæller Villads Sørensen, der er CEO for SOWA Sound.
På kontoret i København har de tre stiftere, Andreas Ranch, Villads Sørensen og Mads Vraa, brugt tiden fornuftigt og har styr på produktet, lageret og videreudviklingen af teknologien.
Fra kontoret spejder man nu med længsel til den dag samfundet åbnes op, og folk igen må forsamles, og der bliver brug for den professionelle live-lyd.
Let at bruge
Helt konkret har SOWA udviklet deres egen trådløse teknologi til PA højtalere. Teknologien kan koble mange højtalere sammen trådløst med en meget lang rækkevidde.
Grundstenen til virksomheden blev lagt i studietiden på DTU og er nu blevet en fuldbyrdet forretningside for iværksættertrioen.
- Vores grundide er, at vi leverer et professionelt lyd-setup, der er lige så let at betjene som en bluetooth-højttaler, forklarer Villads Sørensen. Han fortæller, at der er en rigtig god interesse for deres produkt, men mange kunder gerne vil vente med at investere til samfundet åbner op igen.
Til den tid vil der ganske givet også være et markant opsparet behov for at markere eksempelvis jubilæer i mange virksomheder. Med SOWA Sound kan man få sit eget lyd-setup, der er let at finde frem, når der skal holdes taler eller spilles musik.
- Vi tror på, at der vil være en markant efterspørgsel på vores produkt, siger Villads Sørensen.
SOWA Sound sigter på B2B-salg og prisen for en enkelt højttaler ligger på 10.000 kroner plus moms.
For at imødekomme eventuelle COVID19 ramte virksomheder, tilbydes højtalerne på månedsabonnement til til 399 kroner plus moms pr styk.