23948sdkhjf

Ryster ikke på hånden: Stor pengetank bærer RTX igennem massivt coronatab

Et omsætningstab på over 50 procent i første kvartal får ikke nordjyske RTX, der producerer trådløse teknologiske løsninger, til at ryste på hånden.

Det fortæller CEO Peter Røpke til Electronic Supply.

RTX var voldsomt udfordret af corona-pandemien i de første tre måneder af deres nye regnskabsår, der løber forskudt oktober til oktober. I første kvartal omsatte RTX for 61,3 millioner kroner mod 128,3 millioner kroner i samme periode forrige år.

Perioden resulterede i et driftstab på 18,8 millioner kroner, men RTX har i de foregående år lagt penge til side til dårlige tider, så en midlertidig nedgang i omsætningen giver ikke grund til større bekymring.

- Virksomheden er heldigvis godt polstret økonomisk. Vi har tidligere fået kritik for at have for mange penge i tanken, men i en situation som denne, gør det jo, at vi selv har styringen med, hvordan vi kommer igennem krisen, siger Peter Røpke.

Vi kan se enden på krisen

RTX fik så sent som i starten af 2020 kritik af flere en investorer for at sidde på en pengetank på op imod en lille kvart milliard. Penge som blandt andre SEB mente skulle flyde ud til investorerne.

Men pengene er ifølge Peter Røpke nu stærkt medvirkende til, at RTX uden ekstern indblanding kan styre sin egen vej igennem den aktuelle krisesituation. Blandt andet ved at kunne fortsætte udviklingsaktiviteter og fastholde medarbejderne.

- Vi fastholder aktivitetsniveauet og antallet af medarbejdere. Vi kan jo efterhånden se enden på pandemien, og derfor skal vi ikke ud og sige farvel til medarbejdere nu for så at mangle dem om ganske få måneder, siger Peter Røpke. der også pointerer, at man i en virksomhed som RTX ikke skal lægge for meget i, hvordan omsætningsniveauet bevæger sig kvartal til kvartal.

- Hos RTX har vi relativt få, men store faktureringer. Og det kan give rigtig store udsving i tallene afhængigt af, om faktureringen sker lige før eller lige efter et kvartalskifte, siger Peter Røpke.

Nordjyske RTX A/S har været noteret på Nasdaq i København siden 2000.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079