23948sdkhjf

Nørdernes fyrste lobbyer for klimaet

- Om jeg fatter, at man ikke for længst har stillet krav overfor datacentrene, siger André S. Eriksen, CEO for Asetek i Aalborg.

Hos Asetek har man med sine vandkølere til gamer-computere skabt en rigtig fin forretning. Over otte millioner vandkølere til højtydende computere har virksomheden solgt til gamere i hele verden.

I de senere år har Asetek også investeret mange millioner på at få vandkølede servere på hylderne. Ikke alene giver det en højere ydelse og større sikkerhed i komponenterne. Det skaber også direkte overført varme. Masser af gratis varme. 

Koblet direkte på fjernvarmenettet

Aseteks eget server-rack kunne forsyne hele bygningen med varme, men er koblet direkte på fjernvarmeledningen ude i vejen. Op imod 80 procent af den strøm, som virksomheden bruger på serveren bliver konverteret direkte til varme.

Vandet er 40 grader, når det kommer ind. Og efter en tur forbi de brandvarme komponenter, så er det 60 grader, når der sendes ud i fjernvarmenettet igen. Asetek tjener nu en lille mønt på det strøm, som de alligevel skulle bruge på driften af serverne.

Forestil dig så, at man gjorde det samme med serverne i Apples datacenter i Foulum ved Viborg. Eller Facebooks i Odense. Med titusindevis af server-racks kunne man med vandkølede servere både spare strøm og få masser af "gratis" varme.

17 % af Danmarks strømforbrug:

Så meget strøm vil datacentrene forbruge i 2030, viser Energistyrelsens fremskrivning

- Jeg har haft de første 30 folketingspolitikere på besøg og vist dem systemet. Jeg har været i Bruxelles og vise det frem. Jeg har boet i USA i syv år og har besøgt techgiganterne mange gange, fortæller CEO Andre S.Eriksen med en lettere opgivende mine.

- Jeg synes jo, at det ligger lige til højrebenet, at vi kræver, at man i Danmark skal genbruge restvarmen på mest effektive vis, som er via brug af vandkølede servere og sælge varmen til fjernvarmenettet. Det er også, hvad jeg hører. Men man er åbenbart bange for at stille de krav, siger André S. Eriksen.

- What the f... is central heating?

En ledende medarbejder for Apple læner sig over mod en af sine kolleger ved det store konferencebord og forsøger sagte at opklare, hvad manden fra Danmark egentlig taler om.

Andre S. Eriksen fik for et par år siden fået foretræde hos tech-giganten for at fremlægge sine visioner for fremtidens mere energieffektive datacentre med vandkølede servere. En af pointerne er, at man kan udnytte varmen fra serverne ved at koble datacentre direkte på fjernvarmenettet uden at skulle bruge varmepumper.

- What the f... is central heating?

- De store tech-giganter sidder jo i Californien, hvor opvarmning af boliger ikke er et tema. Alt handler jo om nedkøling og aircondition, fortæller Andre S. Eriksen.

Han fortæller dog, at der var skærpet interesse for det faktum, at det er væsentligt mere effektivt at køle servere med vand end med luft. Faktisk kan man spare 25 procent af strømmen. Til gengæld er vandkølede servere lidt dyrere end almindelige luftkølede.

- Deres incitament skal komme fra lokal lovgivning, og så tror jeg også på, at de vil følge det. Den primære årsag til, at de gerne vil bo i Danmark er jo, at der er forsyningssikkerhed og et roligt politisk klima. En lille merpris pr serverrack vil ikke få dem til at flytte. Og den beskedne merpris er meget hurtigt tjent hjem på salg af restvarmen, siger Andre S. Eriksen.

Men du har jo også en interesse i at sælge en masse vandkøling til servere?

Ja, men jeg er jo ikke den eneste i verden, der laver vandkøling til servere. Jeg kan bare se, at vi har en teknologi, en meget lavt hængende frugt, som ville rykke meget mere for klimaregnskabet end eksempelvis elbiler, siger André S. Eriksen.

- Hvis vi udnyttede varmen direkte fra de danske datacentre, så kunne det opvarme Aarhus, Aalborg og Odense, siger topchefen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078