Nordjysk EMS- og udviklinghus bygger bro til Kina
Forskellen på vestlig og kinesisk erhvervskultur er, ikke overraskende, ret stor. Og nogle gange står misforståelser i vejen for et succesfuldt samarbejde mellem vestlige kunder og kinesiske fabrikanter.
Sådan var den umiddelbare oplevelse for Poul Dørup Olesen og Yilin Pei, da de i slutningen af 00'erne begge arbejdede for Motorola i Danmark og var på forretningsrejse i Kina. Alt for tit var der misforståelser og frustrationer over forsinkelser, priser og dårlig kvalitet.
- Vi kiggede på hinanden og blev enige om, at her kunne vi altså gøre en stor forskel, fortæller Cre8tek-stifterne Poul Dørup Olesen og Yilin Pei til Electronic Supply fra hvert sit verdenshjørne forenet i et interview på Teams.
Langdistancekommunikation er ikke fremmed for de to indehavere.
Broen går begge veje
Forskellen mellem dansk og vestlig erhvervskultur og den kinesiske vækstkultur blev altså udgangspunktet for virksomheden Cre8tek, der for 10 år siden så dagens lys.
- Fokus på salg og vækst har altid været stort i Kina. Og det kan nogle gange ende med at spænde ben for succesfulde processer, fortæller medejer Yilin Pei, der styrer den kinesiske del af Cre8tek der er baseret i Shenzhen, just nord for Hong Kong.
Til at starte med var forretningsplanen egentlig blot at fungere som en bro imellem kunder i vesten og fabrikkerne i Kina. At træde ind som garant for, at kunderne og producenterne forstod hinanden og processen forløb godt.
De etablerede et udviklingshus med projektledelse i Danmark og en udviklingsafdeling i Kina tæt på kundernes producenter. Det var først flere år senere, at Cre8tek tilføjede egne produktionsfaciliteter i Kina.
- På opfordring fra kunder, og efterhånden som vores forretning udviklede sig, etablerede vi vores egen samlefabrik og senere også eget værktøjsmageri, sprøjtestøberi og trykstøberi. I efteråret 2017 flyttede vi alle afdelinger sammen på én lokation og fik en stor logistikmæssig besparelse, fortæller Yilin Pei, der også peger på, at erfaringerne med at skabe succesfulde projekter også har løftet forretningskompentencen særligt i udviklingsafdelingen, hvor de meget teknisk dygtige kinesiske udviklere får større og større forståelse for den vestlige erhvervskultur.
- På et tidspunkt blev vores projektafdeling i Kina udviklet i en sådan grad, at den daglige kundeprojektledelse gik fra at være håndteret fra Danmark til at være håndteret fra Kina, fortæller Poul Dørup Olesen.
- Derfor valgte vi at nedlægge vores salgs- og projektafdelinger i København og München og fokusere på forretningsudvikling og kundesupport fra vores kontor i Hjørring. Den mere direkte projektkontakt med vores afdeling i Kina styrkede dialogen og kommunikationen med kunderne i yderligere grad, fortæller Poul Dørup Olesen.
Så broen over kulturforskellene går altså begge veje.
Virksomheden er i dag repræsenteret i Hjørring, hvor Poul Dørup Olesen driver salg og kundesupport tæt på kunderne, mens Yilin Pei driver udviklingsafdelingen og produktionen i Kina. De to stiftere er majoritetsejere, og der er yderligere to kinesiske og en dansk medejer, som alle tre har ledende stillinger hos Cre8tek.
Tæt dialog med kunderne
Hos Cre8tek beskæftiger man nu omkring 140 medarbejdere fordelt på en udviklingsafdeling med mekanik- og elektronikingeniører, samt produktion med montagelinjer, testfaciliteter, trykstøbning af aluminium, plastsprøjtestøbning og værktøjsmageri.
Efter dansk, eller vestligt, forbillede fokuserer de på at holde kunderne involveret i processen og sørger for tæt dialog hele vejen igennem. Det er den bro over kulturforskellene, som Poul og Pei udgør. En bro som flere danske virksomheder bruger.
- Jeg kan huske, at vi fik vores allerførste ordre fra Nilfisk, og dem har vi haft med i alle 10 år, siger Poul Dørup Olesen med stolthed i stemmen.
Fokus på IoT og 5G
Cre8teks koncept fik altså relativt hurtig flyvehøjde efter opstarten i 2011. Væksten har været kontrolleret i løbet af årene. Og det er fortsat planen at finde fornuftig vækst i de kommende år.
Særligt udviklingen på områderne for IoT og 5G har Cre8tek fokus på i øjeblikket, og med investeringer på fabrikken i Kina kan virksomheden være med på nye markeder.
- Vi vil investere i yderligere automation på vores produktionslinjer, så vi kan øge vores kapacitet, fortæller Yilin Pei. Mange monteringer foregår i dag i hånden, når det er mindre serier, der er tale om.
Yilin Pei suppleres af sin kompagnon.
- Vi har igennem årene haft mange kunder inden for belysning, men nu kan vi se en bevægelse mod IoT-produkter og 5G. Det stiller større krav til den volumen, vi kan producere og derfor vil vi møde den efterspørgsel ved at automatisere flere produktionslinjer, siger Poul Dørup Olesen.
- Vi vil også øge vores fokus på box-build løsninger, så vi udvikler og producerer produkterne for vores kunder, mens kunderne så kan fokusere på at udtænke nye produktideer og afsætte de produkter, der allerede er i produktion, siger Yilin Pei.