23948sdkhjf

Fransk/britiske firmaer skal levere fremtidens jernbanesignaler

Banedanmark har i dag underskrevet kontrakter med Thales-BBR og Alstom om at levere fremtidens signaler til hele det statslige fjernbanenet i henholdsvis Vest- og Østdanmark til en samlet pris af 5,8 mia. kr.
Det bliver det fransk-britiske konsortium Thales-BBR (Thales Group og Balfour Beatty Rail), der skal stå for at levere nye signaler i Jylland, mens franske Alstom leverer signalerne til Sjælland, Fyn og Lolland-Falster.

- Banedanmarks valg af leverandører af signaler på fjernbanen markerer et vigtigt skridt i retning af en moderne jernbane i Danmark. Udskiftningen af de forældede signaler vil medføre færre forsinkede tog, en højere hastighed og en kortere rejsetid for passagererne. Samtidig baner det vejen for en elektrificering af jernbanen, der har høj prioritet de kommende år, siger transportminister Henrik Dam Kristensen.

Erfarne vindere
Ifølge aftalen har begge selskaber forpligtet sig til at træde ind og overtage opgaven for den anden part, hvis en af leverandørerne mod forventning ikke kan løse opgaven. På den måde håber Banedanmark at være garderet imod ubehagelige overrasker undervejs.

- Vi er glade for at indgå aftaler med to så kompetente samarbejdspartnere. Thales-BBR og Alstom står bag adskillige ERTMS-systemer, der allerede er i drift rundt om i Europa, og vi ser meget frem til samarbejdet, siger adm. direktør i Banedanmark, Jesper Hansen.

Han understreger, at det netop har været vigtigt for Banedanmark at vælge leverandører med modne løsninger og med erfaringer fra at udrulle løsninger, der allerede fungerer i daglig drift. Samtidig har prisen naturligvis også haft stor betydning.

- Vi har lagt stor vægt på at få de samlede set økonomisk mest fordelagtige bud - eller med andre ord den bedst mulige løsning til den rette pris. Det er klart, vi har et ansvar for at bruge skatteborgernes penge med stor omtanke, siger Jesper Hansen.

De rigtige løsninger
Jesper Hansen er meget tilfreds med, at det lykkedes at få seks prækvalificerede bydere og dermed en god konkurrence om de to kontrakter til nye signaler på den danske fjernbane.

- Vi har undervejs haft mange møder og en usædvanlig tæt dialog med alle de selskaber, der bød på opgaven. Sammen med dem har vi justeret på vores specifikke krav, så selskaberne har kunnet levere den afprøvede løsning, der bedst opfyldte vores krav, også i forhold til udrulningen af de nye signaler. De løsninger, vi i dag har skrevet under på, er ikke kun teknisk rigtige, de vil også i udrulningsperioden betyde færrest mulige gener for passagerne, siger Banedanmarks administrerende direktør.

Færre forsinkelser for passagererne
De nye signaler til fjernbanen forventes at betyde en klar forbedring af rejseoplevelsen for togpassagererne.

I forhold til i dag, vil ERTMS-systemet fjerne omkring fire ud af fem forsinkelser, der skyldes signalfejl. Det svarer til, at passagererne på fjernbanen i 2022 samlet set sparer ca. 790.000 timers forsinkelser i forhold til i dag.

Tidligere på året vandt Siemens opgaven med nye signaler til hele S-banen. Og Banedanmark er netop gået i slutforhandlinger med Alstom om at levere det udstyr , der skal monteres i fjerntogene for at kunne tale med det nye sikkerhedssystem.

Fakta Banedanmarks signalprogram:
• Signalprogrammet vil frem til 2021 udskifte de forældende danske signaler på både S- og fjernbanen.

• ERMTS (European Rail Traffic Management System) er betegnelsen for EU-standarden for togkontrol, der kan fungere over grænserne.

• De to kontrakter omfatter alle faste signalanlæg på fjernbanen. De første strækninger - Frederikshavn-Langå samt Roskilde- Næstved over Køge - forventes klar med nye signaler i 2017, mens alle øvrige strækninger vil stå færdig i 2021.

• For S-banen forventes alle nye signaler etableret med udgangen af 2018.

• Det samlet budget for nye signaler til såvel fjern- som S-banen samt nye sikkerhedssystemer i alle tog er 18 mia. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094