Skarp niche og fokus skaber vækst hos jysk elektronikvirksomhed
Den jyske elektronikvirksomhed IMPC Solutions i Egtved har siden etableringen i 2001 levet en stille, men god tilværelse. Men i de senere år har man oplevet markant vækst.
IMPC Solutions markerer sig som et kombineret software og hardware-udviklinghus med egen elektronikproduktion. Virksomheden beskæftiger 9 medarbejdere inklusive en lærling og de fordeler sig på produktion, HW/SW udvikling og daglig drift.
I mange år har man blandt andet levet som underleverandør til den nuværende modervirksomhed Daltec A/S, men har også udviklet systemer til den kollektive trafik, herunder busser og intelligent trafiklysstyring. I de senere år har virksomheden stille og roligt vokset sig større og har udvidet kundekredsen betragteligt.
Årsagen til fremgangen skal, ifølge virksomheden selv, findes i IMPC Solutions fundamentale strategi.
- Vi er meget bevidste om, hvad vi er gode til, og hvad vi kan og ikke kan og skal lave for kunderne. Så vi også er i stand at sige pænt nej tak, til trods for at opgaven umiddelbart ser ud til at være økonomisk attraktiv, forklarer Erik Sandholm, der står for den daglige drift af IMPC Solutions, herunder kundekontakter og projektudvikling.
- Opgaven skal være inden for vores kompetencer og passe til vores produktionsfaciliteter, siger Erik Sandholm.
Værdi for begge parter
IMPC Solutions råder ikke over den mest avancerede eller hurtige produktionslinje, men til gengæld har man et skarpt øje for at tilrettelægge en relativt ensartet produktion, så kapaciteten udnyttes bedst muligt. Med nem omstilling og designs lavet internt, kan der også tjenes penge på selv de mindre produktioner.
- Vi har en strategi, der siger, at vi udvikler til en meget skarp og fair pris mod, at vi efterfølgende producerer kundens udviklede løsning. Vi gør en stor indsats ind for at blive færdige med prototyperne, så vi sammen med kunden kan godkende projektet og komme i egentlig serieproduktion. Vi er meget fleksible på vores seriestørrelser, og det er her vores resultater skabes, siger Erik Sandholm.
- Vi har en fin forståelse af, at hvis vores kunder får stor succes og skal have produceret store serier, så er vores produktionslinje ikke den rigtige for dem. Og vi er stadig lige gode venner af den grund, siger Erik Sandholm, der har været en del af IMPC Solutions siden 2013.
På vej fremad
I de seneste regnskaber kan man se pæn fremgang år for år. I 2016 havde IMPC Solutions 4 medarbejdere, der præsterede en bruttofortjeneste på 1,74 millioner kroner. I seneste regnskab afsluttet 31.december 2019 præsterer man et bruttoresultat på 3.68 millioner kroner med 7 medarbejdere. Et samlet resultat efter skat på 471.780 kroner vidner om at både top og bund er øget.
- Vi er på vej frem. Det er ikke en ambition, at vi skal blive rigtig store, men vi håber da på, at vi på sigt kan beskæftige flere dygtige medarbejdere. Vores team af dygtige medarbejdere har alle bidraget til, at IMPC Solutions i dag er et bundsolidt firma, siger Erik Sandholm og påpeger, at medarbejderne har høj anciennitet som medvirker til stabilitet og fremdrift.
- Vi skal bare sørge for, at vi beholder vores fleksibilitet og fokus på at gøre det, som vi er gode til, finde de rigtige kunder og projekter og forsat arbejde benhårdt for kunderne hver dag, siger Erik Sandholm.
IMPC Solutions har kunder i hele landet. Der er leveret flere projekter og efterfølgende produktioner til eksporterende industrier, primært inden for marine, fødevarer og landbrug.
Man arbejder også med IoT og projekter i forbindelse med grøn omstilling og tilbyder alle forløbets faser indenfor elektronik og software, fra specifikation og udvikling til test, godkendelse til endelig produktion som en samlet ”one-stop-shop".