Stor Sønderborg-virksomhed får ny direktør
Agramkow Fluid Systems har skiftet CEO. Den nye direktør er Lars Bo Kristensen, og han kommer fra en stilling som administrerende direktør i AVK Smart Water. Før det har han haft en mangeårig karriere hos Kamstrup A/S, bl.a. i Norge, Schweiz og Nordamerika, hvor han har været stærkt involveret i den digitale rejse, opbyggede markedet for intelligent vandmåling og etablerede lokal produktion i USA.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Lars Bo Kristensen afløser Bjarne Ravn Sørensen, der var på posten i seks år og nu har fået job som direktør hos Hydraulico.
Den 150 ansatte store Sønderborg-virksomhed, der producerer automatiserede påfyldningsanlæg til applianceindustrien, har i mange år haft stort fokus på digitalisering. Fokusset vil den nye direktør accelerere.
- I en verden med øget befolkning og øget købekraft i mange lande og regioner er der stigende efterspørgsel efter køleskabe, frysere, aircondition samt varmepumper. Agramkow leverer innovative, digitale løsninger til producenter i appliance-industrien, og her ser vi en øget målsætning for at digitalisere produktionen af bl.a. aircondition og varmepumper, udtaler Lars Bo Kristensen.
- Vi investerer kraftig i udvikling af ny teknologi for, at Agramkow vil være det naturlige valg for kunderne, der investerer i industri 4.0, udtaler Lars Bo Kristensen.
Fakta om Agramkow
Agramkow producerer proces- og testløsninger til appliance-industrien globalt.
Virksomheden blev i 2013 opkøbt af den tyske industri gigant Dürr. Virksomheden har siden 2013 været igennem en integration ind i koncernen, er blevet yderligere globaliseret og har i dag salg- og service kontorer i ni lande fordelt i det meste af verden. Derudover har virksomheden et netværk af agenter i hele verden.
Agramkow er etableret i Sønderborg i 1977 og beskæftiger i dag 100 personer i Danmark, alle på fabrikken i Sønderborg. Virksomheden har yderligere 50 personer fordelt i de lokale salgs- og servicekontorer i USA, Mexico, Brasilien, UK, Tyskland, Indien, Singapore og Kina.