Vestas sætter punktum for travlt kvartal
I tredje kvartal omsatte Vestas for 4,770 milliarder euro (35,5 milliarder kroner) – en stigning på 31 pct. i forhold til samme periode sidste år. Det skyldes primært et højere salg af vindmøller på det amerikanske marked, skriver Vestas i sit kvartalsregnskab.
Ebit før særlige poster beløb sig til 412 millioner euro (3,1 milliarder kroner), hvilket resulterede i en ebit-margin før særlige poster på 8,6 procent sammenlignet med 11,8 procent i tredje kvartal 2019. Tilbagegangen skyldes blandt andet ekstraordinære hensættelser til garantiprovisioner samt logistiske udfordringer og flaskehalse i leverandørkæden som følge af coronapandemien.
Resultat før skat endte på 391 millioner euro (2,9 milliarder kroner), hvilket var på niveau med året før.
Indgangen af faste og ubetingede vindmølleordrer i kvartalet udgjorde 4.232 MW, hvilket dog var 11 procent lavere end i samme kvartal 2019. Værdien af ordrebeholdningen på vindmøller udgjorde 14,6 milliarder euro (108,7 milliarder kroner) ved kvartalets udgang.
Ud over ordrebeholdningen på vindmøller havde Vestas ved udgangen af september 2020 serviceaftaler med en forventet kontraktuel fremtidig omsætning på 19,3 milliarder euro (143,7 milliarder kroner). Koncernens samlede ordrebeholdning udgjorde således 33,9 milliarder euro (252,4 milliarder kroner) – en stigning på 1,1 milliarder euro (8,2 milliarder kroner) sammenlignet med samme periode sidste år.
- Vestas opnåede sit højeste antal overleveringer i et enkelt kvartal og øgede omsætningen med 31 procent i forhold til året før til 4,8 milliarder euro, til trods for Covid-19’s fortsatte globale påvirkning i tredje kvartal. Vores momentum henimod årets afslutning forsatte og medvirkede til en ebit-margin før særlige poster på 8,4 pct. Med en ordreindgang på 4,2 GW fra samtlige regioner og stabile priser, var efterspørgslen på vindenergi fortsat stærk, selvom den forventede efterspørgsel fra grønne hjælpepakker endnu ikke har materialiseret sig, siger koncernchef Henrik Andersen i en kommentar.
- Service opnåede en høj ebit-margin på 28,6 procent og voksede med 14 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år, hvilket sikrede en samlet ordrebeholdning på 34 milliarder euro og stabil energiforsyning i 75 lande. Usikkerheden omkring Covid-19 vil fortsætte resten af året, men vores fortsatte lederskab inden for landvindmølleenergi og opkøbet af MHI Vestas Offshore Wind understreger vores fremdrift mod at være den globale leder inden for vedvarende energiløsninger, fortsætter han.
Vestas fastholder på den baggrund forventningerne til 2020. Det betyder at man stadig kalkulerer med en omsætning på 14-15 milliarder euro (104-112 milliarder kroner) og en ebit-margin før særlige poster på 5-7 procent.
mio. euro | 3. kvartal 2020 | 3. kvartal 2019 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 4.770 | 3.646 |
Resultat af primær drift (ebit) | 418 | 429 |
Resultat før skat | 391 | 390 |
Årets resultat | 290 | 303 |
Balancesum | 14.636 | 14.242 |
Egenkapital | 3.394 | 3.313 |
Antal ansatte | 25.828 | 25.074 |
Regnskabsåret blev afsluttet den 30. semtember 2020 |