Skat stævner ETI for 105 mio.
IT-koncernen ETI er under mistanke for at sende millioner af kroner i skattely, og det får nu Skat til at reagere.
Ifølge Skat har den nordjyske softwareproducent siden 2003 benyttet sig af en avanceret ejerstruktur med selskaber i både Danmark, Sverige og den britiske kanalø Jersey, der er kendt som et skattely.
ETI har herefter sendt et trecifret millionbeløb fra Danmark til Jersey som rentebetalinger uden at svare skat af pengene. Det skriver Børsen, som har optrevlet sagen.
Ukendt sælger på Cypern
Da Skat gik ind i sagen, flyttede ETI’s ejere driftsselskabet til Sverige, hvorfor Skats krav er endte i det danske moderselskab, som er gået konkurs.
Skats stævning er derfor rettet mod ETI’s formodede ejer, Ronnie Vagner Kristiansen, søn af stifter Vagner Kristiansen, plus flere tidligere ETI-topfolk.
Problemet for Skat er imidlertid, at ETI i 2010 blev solgt til britiske BAE Systems for 1,2 mia. kr., men at sælgeren var et selskab i skattely på Cypern, som Skat ikke har kunnet identificere.
ETI-stifter bedyrer sin uskyld
ETI blev stiftet i 1988 af Vagner Kristiansen, hvis søn, Ronnie Vagner Kristiansen, formelt solgte sin andel af virksomheden i 2003.
Vagner Kristiansen siger til Børsen, at han er uskyldig i anklagerne.