Strategi: C&H System skal bredere ud i industrien
En snæver tilgang til markedet skal foldes bredere ud. Det er essensen af en femårs plan, som var en af Niels Frost Nielsens første opgaver som administrerende direktør for C&H System.
Planen omhandler 2020-2025 og er udfærdiget sammen med direktion og bestyrelse, og strategiens bundlinje er vækst.
- Vi er godt klar over, at vi har opereret i en meget snæver kundekreds. Og det er jo en af de ting, som vi arbejder med. Vi skal kunne arbejde i en bredere kundekreds, siger Niels Frost Nielsen.
Flere fokuspunkter
En af kardinalpunkterne er at blive mere økonomisk rentabel internt.
- Vi ved, at vi af og til har tabt konkurrencen, fordi vi er for dyre, uddyber han.
- Vi laver en ekstrem god kvalitet, og det kan gå hen og være et handikap i konkurrencen, fordi det ikke er alle kunder, der efterspørger det. Den omstilling, som man skal kunne for at kunne håndtere disse kunder, er noget, som vi skal forbedre os på.
Et andet punkt er i forretningsbenet, som henvender sig til biomasse-segmentet. Her har Næstved-virksomheden specialviden, som kan åbne dørene ind til det boomene marked for bioethanol.
Byggeklodser
I de sidste forretningssegmenter, buidling materials og food packaging, vil automationshuset finde et bredere og dybere ståsted.
Samtidig skal de specialudviklede projektbyggeklodser som Robot Gantry og Pallet Inspector længere ud på markederne.
- Det sidste ben er vores serviceforretning, og det vil vi gerne tilbyde til alle vores kunder. Det kan være service på de anlæg, vi selv sætter op, men det kan også være vores kollegers anlæg, hvor vi har kompetencerne til at servicere, siger direktøren.