23948sdkhjf

Nyt forskningscenter for autonome systemer

DTU har netop åbnet Centre for Collaborative Autonomous Systems, CCAS.

Samarbejdende autonome systemer er et nyt forskningsområde, der har fokus på at udvikle automatiserede og intelligente systemer. Systemer, som kan tilpasse sig omgivelserne og udføre komplekse opgaver helt eller næsten uden menneskelig indblanding, enten i samarbejde med andre maskiner eller med mennesker.

Kendte eksempler på autonome systemer er selvkørende biler eller droner til anvendelse i inspektionsopgaver.

I det nye forskningsområde indgår elementer fra mange forskellige videnskabelige felter som eksempelvis kunstig intelligens, robotteknologi, billedgenkendelse, analyse af big data, teknologi management og fjernstyring.

- Vi er stolte over at stå bag det første danske center for fremtidens forskning i og udvikling af autonome systemer. Autonome systemer er en indsats på tværs af traditionelle fagligheder og et godt eksempel på, hvordan man kan udnytte teknologier til gavn for mennesker og dermed bidrage til at gøre vores liv både nemmere og bedre i fremtiden, siger DTU’s rektor Anders Bjarklev i en pressemeddelelse.

Unik testfacilitet

Sammen med det nye forskningscenter åbnede DTU også en nyopført stor testhal, Autonomous Systems Test Arena (ASTA), med faciliteter til afprøvning af robot- og droneteknologi.

I den 1000 kvadratmeter store hal, der er den eneste i Europa af sin slags, vil både forskere, studerende og virksomheder fremover kunne afprøve nye løsninger inden for autonome systemer både på jorden, i luften og i vand.

Indvielsen af Centre for Collaborative Autonomous Systems bød på demonstrationer af autonome systemer i den nye testfacilitet. Blandt andet et exoskelet til genoptræning af mennesker med nedsatte fysiske funktioner, en autonom mini-ubåd, der kan kortlægge havbunden, og et samarbejde mellem en robot og drone om opbygningen af en væg.

En del af universitetets nuværende forskningsprojekter blev også præsenteret, blandt andet Shipping Lab-projektet, der arbejder på at gøre skibe autonome, så manøvrering og styring kan ske helt eller delvist uden bemanding på broen.

- Visionen for det nye center er at udvikle autonome teknologier og løsninger, der kan bidrage til at forbedre vores liv. Vi kan allerede nu se store fordele inden for transportområdet. Eksempelvis vil autonome busser og havnebusser kunne øge omfanget og brugen af offentlig transport, og dermed forbedre forbindelserne mellem byer og deres opland markant, siger Roberto Galeazzi, der er leder af Centre for Collaborative Autonomous Systems.

Autonome systemer spiller også en central rolle for udviklingen af smarte energisystemer, så de enkelte delelementer, for eksempel en varmepumpe, selv bliver i stand til at vurdere, hvornår netværket har behov for at få tilført energi. Eller ved at give mennesker med funktionsnedsættelser mulighed for at indtage en mere aktiv rolle i deres erhvervsmæssige og sociale liv.

- Små og mellemstore virksomheder har allerede taget den første bølge af digitalisering og anvendelse af robotteknologi til sig og brugt den til at strømline deres produktion. Autonome systemer vil give den udvikling et boost og muliggøre, at vi fremover endelig kan betegne produktionsprocessen industri 4.0, siger Roberto Galeazzi.

En stor del af forskningen og udviklingen i centret for samarbejdende autonome systemer kommer da også til at foregå i samarbejde med både nationale og udenlandske virksomheder med behov for en øget automatisering af deres produkter og services.

Læs mere om: DTU
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094