23948sdkhjf

Seritronic-direktør: Vi har dejligt travlt

Produktionen er delt op, der bliver holdt afstand, pauser holdes med max. 10 personer ad gangen,- og med afstand, der sprittes flittigt af, men ellers er meget som det plejer hos Seritronic i Støvring.

Det fortæller direktør Hans Henrik Pedersen til Electronic Supply.

- Generelt er vores ordreindgang fra industrien stabil. Vi har et par kunder, der producerer respirationsapparater, og der kan vi se, at de har en eksplosiv vækst, men ellers er meget som det plejer, siger Hans Henrik Pedersen.

Kunderne inden for den medicotekniske industri var nogen, Seritronic havde i forvejen, og derfor kan Hans Henrik Pedersen se, at travlheden er sket fra den ene dag til den anden, fortæller han.

Krævet lidt benarbejde
Seritronic har delt deres produktionshold i to for at skabe afstand mellem medarbejderne, og det har faktisk haft visse fordele i takt med, at ordrerne fra ovennævnte kundesegment er tikket ind i stor stil.

- Vi har fået spredt produktionen ud over en større del af dagen, så vi udnytter kapaciteten over flere timer. Det er faktisk en fordel, når ordrerne er så efterspurgt, siger han og fortsætter:

- Jeg vil ikke sige, at vi arbejder under pres, men vi har dejlig travlt, siger han.

Hvor man andre steder bakser med forsinkelser på komponenter, har Seritronic forsøgt at imødekomme dette ved at tænke kreativt.

- Vi forsøgt nogle andre kanaler end dem vi plejer at bruge, når vi skal skaffe komponenter. Det har været lidt mere bøvlet og krævet lidt mere benarbejde, men jeg synes, vi er lykkedes rimeligt med det, siger Hans Henrik Pedersen.

Seritronic ligger i Støvring og fremstillinger betjeningspaneler til industrien.

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.06