23948sdkhjf

Fusionskontrol udskydes til efter påske

Erhvervsministeren har udstedt en ændringsbekendtgørelse, som forlænger den periode, hvor fristerne for fusionskontrol er afbrudt. Fristerne vil herefter være afbrudt til efter påske.

Fakta: Dansk fusionskontrol

  • Ifølge konkurrenceloven skal en fusion, der ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, godkendes. Omvendt skal fusioner, som hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, forbydes.
  • Fusionskontrollen kan være omfattende. Det skal stå helt klart, hvilke markeder fusionen kan påvirke, og hvordan markederne præcist er defineret både i forhold til produkter/ydelser og geografi. Det kan være nødvendigt med en markedsundersøgelse, og ofte skal der gennemføres større økonomiske analyser af forskellige scenarier.
  • Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har 25 dage til at behandle en fusion, hvis den er uproblematisk, og yderligere 90 dage, hvis den er kompliceret. Fristerne kan forlænges, hvis parterne for eksempel afgiver tilsagn. Uret tikker fra det øjeblik, parterne har indsendt en fuldstændig anmeldelse, og fusionsgebyret er betalt.

Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som første gang udsatte kontrollen den 18. marts.

- Forlængelsen skyldes, at regeringen i mellemtiden har forlænget foranstaltningerne for at forebygge og inddæmme udbredelsen af covid-19, skriver styrelsen med en tilføjelse om, at man arbejder for, at de normale frister så vidt muligt alligevel overholdes.

Risiko for fejl

Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen behandler en fusion, er styrelsen afhængig af at kunne indhente oplysninger fra tredjeparter, fx kunder og konkurrenter til de fusionerende virksomheder. Der kan være tale om omfattende undersøgelser, hvor både parterne i fusionen, virksomheder i branchen og forbrugere skal høres.

Den særlige situation med covid-19 indebærer imidlertid, at både styrelsen og fusionens parter vil være udfordrede. Det samme gælder kunder og konkurrenter, som spiller en vigtig rolle i styrelsens markedsundersøgelser.

Det er derfor sandsynligt at konkurrencelovens eksisterende frister ikke kan opfyldes i nogle sager. Det medfører risiko for, at en fusion, der skulle have været godkendt, forbydes, eller en fusion, der skulle have været forbudt, godkendes.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer, som hidtil, virksomheder, der ønsker at fusionere, til at tage kontakt til styrelsen i god tid.

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094