23948sdkhjf

Danske virksomheder er mere sårbare i dag end før finanskrisen

Fordi der er gået længe siden seneste krise, kan virksomheder have glemt at forberede sig på en ny krise

Efter finanskrisen i 2008 kunne man tro, at virksomhederne ville gøre mere for at stå bedre rustet mod fremtidige kriser.

Men faktisk er de danske virksomheder mere sårbare under coronakrisen, end de var op til finanskrisen. Det oplyser data- og analysefirmaet Experian.

I en analyse har Experian set nærmere på mere end 250.000 selskaber. Ud af dem er 17,5 pct. i dag i konkursretning. Det er mere end i 2008, hvor tallet var 15,8 pct.

En virksomhed er i konkursretning, når årsresultatet er negativt, samtidig med at egenkapitalen er negativ eller under mindstekravet til indbetalt startkapital.

Ifølge Bo Rasmussen, der er nordisk salgsdirektør hos Experian, kan der være flere årsager til, at virksomhederne er mere sårbare end før seneste krise.

- En af årsagerne kan selvfølgelig være det konkurrencemæssige aspekt.

- Konkurrencen bliver hårdere og hårdere - specielt i nogle af de brancher, som er hårdt ramt lige nu. Det er oplevelsesindustrien, restauranter og hoteller, siger Bo Rasmussen.

En anden årsag kan ifølge direktøren være, at der er gået mere end ti år siden sidste krise. Det kan få virksomheder til at glemme, at der kan komme en ny krise som den nuværende, der er kommet ud af det blå.

- Derfor har man måske ikke overvejet at lægge lige så meget til side, som man ville gøre, hvis man havde en forventning om, at der kunne komme et eller andet, siger Bo Rasmussen.

Experians undersøgelse viser også, at der er store regionale forskelle på virksomhedernes sundhedstilstand.

Værst står det til i Region Hovedstaden, hvor 38,6 pct. af virksomhederne kører med underskud, og 20,3 pct. har retning mod konkurs.

Region Syddanmarks virksomheder er til gengæld mindst presset på økonomien. Aktuelt kører 32,2 pct. af virksomhederne med underskud, mens kun 14,6 pct. har retning mod konkurs.

Bo Rasmussen mener, at det er svært at finde en oplagt årsag til de markante forskelle.

Men en delforklaring kan være, at hovedstaden er overrepræsenteret af restauranter og hoteller, der er i de mest pressede brancher.

Historisk har andelen af jyske virksomheder i konkursretning været mindre sammenlignet med hovedstadens virksomheder.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078