23948sdkhjf

Horsens-virksomhed dropper Nürnbergmesse og sætter hovedsædet i virus-karantæne

M Comp dropper messen Embedded World 2020 i Nürnberg på grund situationen med Corona-virus. I samme ombæring sætter virksomheden hovedsædet i Horsens i karantæne og tillader ikke besøgende, der kan have været udsat for Corona-virus.

Det oplyser forretningschef Lars Nordberg-Hansen til Electronic Supply.

M Comp skulle have netværket og fremvist nye teknologier på messen fra tirsdag til torsdag i denne uge, men har i 11. time valgt at trække sig på grund af risikoen for at blive udsat for Corona-virus.

- Vi synes, det er det eneste ansvarlige at gøre. Vi kan ikke udsætte os selv for smittefare og risikere at tage smitten med hjem og ud til vores kunder. Derfor tager vi ikke afsted, siger Lars Nordberg-Hansen.

Karantæneregler i Horsens
I forlængelse af virksomhedens eget afbud har de også indført karantæne regler for besøgende på hovedsædet i Horsens, der kommer fra områder, hvor de kan have samlet virus op.

- Mange udenlandske virksomheder kombinerer messen i Nürnberg med en tur rundt i Europa. Dem kan vi lige nu ikke lukke ind på vores fabrik, fordi vi ikke ved, om de har været udsat for smitte. Så kunne vi jo lige så godt været taget afsted og blevet smittet selv, siger Lars Nordberg-Hansen.

Han understreger at karantænen gælder de personer, der kommer fra udlandet eller direkte fra messen i Nürnberg eller andre lignende messer.

- Vi kan ikke risikere at tage ud til kunder og smitte dem. Det vil sætte gang i en række konsekvenser, som vi ikke kan overskue omfanget. Derfor handler vi i rettidig omhu, siger Lars Nordberg-Hansen, der tilføjer at møder med kunder og leverandører i den kommende tid kommer til at foregå over Skype, telefon eller mail.

Andre har også meldt fra
M Comp er ikke den eneste virksomhed, der har meldt fra. Giganter som Microsoft, Mouser Electronics, Advantec, Intel og Infenion er også at finde på listen over afbud.

- Konferenceprogrammet er kraftigt reduceret, og det har haft en stor effekt på den faglige output, der var at komme efter på messen. Men det er først og fremmest smittefaren der gør, at vi trækker os, understreger Lars Nordberg-Hansen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085