23948sdkhjf

Danmarks nye cobot-producent har fået salgs-debut

Kassow Robots har solgt sine første robotter og er klar med 20 salgspartnere rundt i Europa

Den næste danske producent af små, kollaborative robotter er nu på markedet. Kassow Robots i Tårnby på Amager har solgt sine første robotter, og firmaet viste sig frem på "Robotbrag" i Odense.

Hele salgsapparatet er udvidet kraftigt siden april, hvor firmaet havde ti salgspartnere.

- Vi har nu 20 salgspartnere i Europa, fortæller lead electrical engineer Carsten Pedersen.

Der er tale om automationshuse og robotvirksomheder, som har indledt forhandlingen af Kassow-robotterne.

Det har taget fem år for stifteren Kristian Kassow at udvikle robotten. Der er tale om en syv-akset robot, hvor de fleste kollaborative robotter kun har seks akser. Carsten Pedersen blev ansat for halvandet år siden til at få sat produktionen i system.

Kassow Robots markedsfører i øjeblikket to robotter, KR810, der kan løfte 10 kilo med en rækkevidde på 850 mm, og KR1205, som kan løfte 5 kilo og har en rækkevidde på 1.200 mm.

Inden året er omme, vil firmaet også præsentere KR1805 med 180 centimeters rækkevidde og løfteevne på 5 kilo.

Kassow Robots har et samarbejde med blandt andre OnRobot, og det er let at installere OnRobots gribere, for Kassow Robots bruger den samme flange som Universal Robots.

Kassow Robots vil gerne stå for stærke og hurtige robotter, som samtidig skal være nemme at bruge.

Carsten Pedersen er især glad for, at robotterne er syv-aksede, fordi det giver øgede muligheder.

- Vores robot har muligheden for at "lægge albuen" ned, og for eksempel komme ind i en CNC-maskine, siger han.

Carsten Pedersen er ingeniør og har arbejdet 21 år hos Motorola med at udvikle professionelle walkie-talkies til eksempelvis politistyrker. Han ser en god forbindelse mellem sit tidligere arbejde og det nuværende.

- Begge dele handler om elektronik, software og om at gøre produktet professionelt og pålideligt, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078