Samarbejde om usynlig elektronik: Steg pølser på dit laminatbord
Det krævede ikke megen overtalelse, da et nyiværksat hvidevarerforetagende for to år siden bankede på døren hos bordpladeproducenten PFP med tilbud om et samarbejde.
– Det var i virkeligheden ret simpelt; der kom nogle dygtige mennesker og præsenterede os for nogle spændende tanker og en teknologi, som kunne gives os nogle helt nye muligheder, fortæller Peter Damkjer, koncerndirektør i PFP.
Derfor kom PFP til at spille en vigtig rolle i den udviklingsproces, der forleden førte til at den nye, danske hvidevareproducent Stealth Induction kunne lancere den første usynlige kogezone på det skandinaviske marked. En kogezone, der ikke bare kan gemmes væk, men rent faktisk fjernes, når den ikke er i brug.
– Dermed kan man opnå en meget bedre udnyttelse af bordpladsen, hvilket især er interessant i de mindre bylejligheder, hvor man typisk ikke har meget plads i køkkenet, fortælle Peter Damkjer.
En kompliceret affære
Den nye kogezone består af et induktionsmodul, som integreres i selve bordpladen. Når man skal lave mad, lægger man en specialudviklet beskyttelsesplade på bordpladen, som sikrer, at den ikke tager skade, og når man er færdig, kan pladen pakkes væk og køkkenbordet benyttes som helt almindeligt bord. Og det har ikke været helt ukompliceret at nå frem til en løsning, der fungerer, afslører Peter Damkjer.
– En af de store udfordringer har været at finde ud af, hvilke materialer der kunne holde til det her, og ikke bare en eller ti gange men også over tid, fortæller han. Netop den problematik stødte man på, da man for et år siden ellers troede, at alt var klar til lancering.
– Den var lidt hård at sluge, men nu er vi heldigvis i mål med et produkt, som virker rigtig godt, siger Peter Damkjer.
I første omgang er løsningen udviklet til bordplader i laminat og kompaktlaminat, men bordpladeproducenten er sikker på, at der i fremtiden også kan komme andre materialer på tale.
Et forspring hos kunderne
Kogezone-teknologien står Stealth Induction for at producere, men det er hos PFP man har styr på indbygningsdelen, hvorfor parterne nu står overfor en fælles salgsindsats rettet mod Skandinaviens køkkenproducenter. Og selvom Peter Damkjer fortæller, at man allerede har modtaget henvendelser fra potentielle kunder, der ikke før har været at finde i PFP’s kundekatalog, er det især de eksisterende kunder, man ønsker at tilgodese med det nye produkt.
– Først og fremmest er vi optaget af at servicere vores nuværende kunder med de seneste trends og tendenser, men hvis det åbner op for nye segmenter, tager vi naturligvis gerne det med, slår direktøren fast.