Første spadestik til nyt elektromagnetisk testcenter
Mandag den 28. oktober tog DTU’s universitetsdirektør Claus Nielsen og DTU Elektros institutdirektør Kristian Stubkjær det første spadestik til universitetets nye elektromagnetiske testcenter.
Det nye center skal styrke DTU’s position inden for elektromagnetiske systemer. Det er særligt mikrobølgeteknologi til trådløs kommunikation og telemåling, som blandt andet anvendes i mobiler, radar, satellitter, medicinsk udstyr og sikkerhedssystemer. DTU har udviklet en speciel testmetode, der sikrer en meget høj nøjagtighed af målinger ved mikrobølgefrekvenser.
- De meget præcise målinger er væsentlige, ikke mindst for ESA, der bruger vores radiodøde laboratorium med samme forhold som i det ydre rum til test af satellitternes antenner. Vi arbejder i øjeblikket på at måle antennerne til de nye europæiske meteorologiske satellitter, MetOp Second Generation, der blandt andet skal bruges til overvågning af klimaet, siger professor Olav Breinbjerg, der kommer til at stå i spidsen for det kommende elektromagnetiske testcenter.
Det nye elektromagnetiske testcenter vil gøre det muligt at foretage flere typer målinger af antenner og kredsløb i hele mikrobølgefrekvensområdet, fra 300 MHz til 300 GHz. Det er unikt i international sammenhæng og vil åbne for et øget samarbejde med både danske og udenlandske virksomheder.
Byggeproces styret af satellitter
Det nye center bliver bygget lige ved siden af universitets eksisterende laboratorium DTU-ESA Spherical Near-Field Antenna Test Facility Facality, hvor DTU foretager målinger for ESA.
- Kravet om den høje nøjagtighed i centrets målinger betyder, at der ikke kan være byggeaktivitet med risiko for rystelser i de perioder, hvor der udføres nøjagtige målinger for ESA. Det er en særlig situation og et hensyn som vi hele tiden skal holde os for øje, så man kan sige, at vores proces i høj grad er styret af satellitter, siger Laila Halkjær, projektleder hos DTU Bygherre.
Det nye center på 1.300 kvadratmeter kommer til at rumme en testhal med tre radiodøde laboratorier og et skærmet rum. Derudover kommer der et stort eksperimentelt undervisningslaboratorium samt tilknyttet studiemiljø for DTU’s studerende.
Det nye testcenter vil stå færdigt i starten af 2022. Bygningen bliver opført med Elindco som totalentreprenør. Christensen & Co er arkitekter sammen med Langvad Arkitekter og Moe er rådgivende ingeniør.