23948sdkhjf

Ny teknologi skal forbinde milliarder af apparater

Kommunikation mellem maskiner ligner et nyt vækstområde, hvor dansk forskning kan få et forspring.
En ambitiøs plan om at nytænke det mobile telenetværks opbygning, så det bliver i stand til at håndtere den eksplosivt voksende kommunikation mellem milliarder af opkoblede apparater, bliver nu hjulpet på vej af en eftertragtet og ærefuld bevilling fra Det Frie Forskningsråds særlige forskerkarriereprogram.

Den 37-årige lektor Petar Popovski fra Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer er af Det Frie Forskningsråd blevet udpeget til forskningsleder for et projekt, der kan få vidtrækkende konsekvenser for fremtidens teknologibrug.

Et nyt vækstområde
Aalborg-forskeren er ekspert i de trådløse teknologier, som allerede har revolutioneret kommunikationen mellem mennesker, og som nu i stort og stigende omfang også bliver brugt til at forbinde apparater direkte med hinanden i avancerede it-løsninger.

- Kommunikation fra maskine til maskine er et nyt vækstområde, hvor et utal af enheder vil kræve trådløse forbindelser med lav datahastighed. Prognoser siger, at der i 2020 vil være mere end 50 milliarder tilsluttede trådløse enheder til forskellige løsninger inden for smart grid, måling og kontrol af boliger, industri, e-sundhed og så videre. Mit projekt vil bidrage til den nødvendige teknologi for at kunne imødekomme disse milliarder af enheder, forklarer Petar Popovski.

Pålidelighed i høj kurs
En af hans udfordringer består i, at kravene til kommunikation mellem maskiner (M2M) er anderledes end kravene til kommunikation mellem mennesker og maskiner (H2M).

Når vi surfer mobilt på nettet eller kommunikerer med hinanden via programmer som Skype, skal en mobilcelle det meste af tiden støtte et forholdsvis lavt antal personlige enheder med en høj datahastighed. Det er generelt lige omvendt, når kommunikationen foregår direkte mellem maskinerne, men til gengæld er der skærpede krav til pålidelighed og sikkerhed.

- Kommunikationen omhandler et stort antal selvstændige enheder, der hver især har relativt lav datahastighed, men meget høje krav til linkets pålidelighed. For eksempel anvendes det til sikkerhedskrævende løsninger som kritiske alarmer og trafiksignalisering, og det er absolut nødvendigt at have i det mindste lav datahastighed til rådighed stort set hele tiden. Derfor introducerer mit projekt innovative idéer til at løse de to vigtigste udfordringer i M2M-kommunikation: Link-pålidelighed og netværks-skalérbarhed, fortæller Petar Popovski.

Vigtig anerkendelse
Støtten til makedonsk-fødte Petar Popovskis projekt fra Det Frie Forskningsråds karriereprogram ”Sapere Aude” (Vov at vide) er en vigtig anerkendelse, fordi han dermed er blevet bedømt til at være i toppen af sit felt.

Programmets formål er at give forskningens elite de bedste muligheder for at skabe banebrydende forskningsresultater i international klasse, og Petar Popovski har gjort sit til at sikre gennemslagskraften ved at sammensætte et stærkt hold af internationale samarbejdspartnere bag projektet:

- Det er en milepæl i min forskerkarriere, hvor jeg for første gang får mulighed for at etablere en forskergruppe, der udover ph.d.-studerende også består af flere seniorforskere. En sådan dedikeret forskningsgruppe vil frembringe bredere forskningsresultater og vil kunne anvende forskningsresultaterne i retning af erhvervssamarbejde og fremtidige projekter mere effektivt, siger Petar Popovski.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094