23948sdkhjf

Beredskabsmesse og Danish Security Fair i nyt samarbejde

Fagfolk får mulighed for at opleve både Danske Beredskabers årsmøde i Odense og sikringsbranchens fagmesse i Fredericia

Den 28. og 29. august danner Odense Congress Center rammen om Nordens største beredskabsmesse, mens MESSE C Fredericia samme dage byder på anden udgave af Danish Security Fair – sikringsbranchens nye fagmesse.

Selv om de to arrangementer har forskelligt fokus, så har de også en del fællestræk – blandt andet på brandområdet. Det har arrangørerne taget konsekvensen af, således at besøgende ved det ene forum også kan lægge vejen forbi det andet.

- Intentionen er, at hvis man er tilmeldt det ene sted og har fået adgangskort, så kan det også bruges til den anden messe. Hvis man passerer Fredericia på vej hjem fra Odense – eller omvendt – så kan man lige smutte ind og bruge et par timer på den anden messe, forklarer Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber. Begge steder vil der i øvrigt også blive annonceret med muligheden for et ”dobbelt-besøg”.

God synergi

- Sikkerhedsområdet og beredskabsområdet er på mange måder nært beslægtede. Sikringsbranchen leverer eksempelvis en stor del af de branddetektorer og alarmeringsanlæg, som vi reagerer på med udrykninger. Sikring af områder er også et felt, vi ofte samarbejder om. Så for mange vil der være god synergi i at gæste begge fora, fastslår Bjarne Nigaard.

Projektleder Charlotte Buus fra MESSE C Fredericia glæder sig også over samarbejdet.

- Jeg synes, det er rigtig positivt, at vi kan løfte hinanden på denne måde. Det er en konstruktiv måde at sige ”både-og”, i stedet for ”enten-eller” til en stor gruppe fagfolk, betoner Charlotte Buus.

Hvis tiltaget bliver en succes, kan det måske komme på tale at udbygge samarbejdet yderligere, tilføjer de to arrangører, som kan glæde sig over medvind både i Odense og Fredericia. Danske Beredskabers Årsmøde kan melde alt udsolgt af stande, og Danish Security Fair har foreløbig måttet udvide udstillingsområdet to gange på grund af vokseværk.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.07