Electronic House udvider setup til Kina
Det danske firma med base i Litauen udvider nu sit setup og støtter dermed fortsat vækst i både ansættelser og økonomi.
- Vi har gennem nogle år nu sourcet en række komponenter og ledninger, men ikke nogen stor volumen. Det sidste halve år har overvejelserne om udvidet sourcing fået ny brændstof - blandt andet fordi vi har fået en direkte fly cargo linie fra Shanghai til Kaunas to gange om ugen. Det betyder, at vores supply chain er styrket og det skal helt sikkert komme vores kunder til gode, siger CEO og ejer Palle Gravesen Jensen med henvisning til, at firmaet har base i Litauen.
Her har Electronic House UAB længe nydt godt af de lave produktionsomkostninger sammenlignet med Skandinavien.
Ansættelser på vej i Litauen
Firmaet beskæftiger omkring 80 ansatte fast samt 5-15 på kontrakt. Og Palle Gravesen Jensen giver over for Electronic Supply udtryk for, at sourcingen fra Kina formentlig kommer til at kaste yderligere kontraktansættelser af sig.
Han understreger, at satsningen i Kina på ingen måde skal ses som en neddrosling af aktiviteterne i Litauen. Snarere tværtimod, for ifølge Palle Gravesen Jensen er der formentlig yderligere ansættelser på vej i firmaet, som forventer en vækst på 30 procent årligt de næste år frem.
- Det er både på top og bundlinje, og helt konkret vil vi ikke lade en omsætningsvækst ske uden minimum at have tilsvarende vækst på bundlinjen. Jeg er meget bevidst omkring at sikre konstant værditilvækst til selskabet, og derfor bliver der alene taget beslutninger, som kan give dette. Derfor kan vi konstant vokse og sikre vores eksistens og høje service til vores kunder, fastslår Palle Gravesen Jensen.
Han kender i øvrigt en hel del til Shanghai Jiao Tong Universitet, som Electronic House har indledt samarbejdet med, idet direktøren selv læste en del af sit EMBA-studie på stedet.