23948sdkhjf

Danske firmaer kan tjene millioner på Galileo

Potentialet i det europæiske Galileo-projekt er enormt og kan sammenlignes kommercielt med internettets begyndelse.
Det er danske Terma, der leverer strømforsyningerne til de første fire Galileo-satellitter.

Ordren har en værdi på over 50 mio. kr., og ifølge firmaets direktør for rumfartsområdet, Carsten Jørgensen, indeholder projektet et næsten uoverskueligt stort potentiale.

- Der er hundredtusinder af arbejdspladser i hele EU i slipstrømmen af det her. Det er kun fantasien, som sætter grænser. Lige nu repræsenterer Galileo-infrastrukturen, det, som vi så med internettet i midtfirserne. Se bare hvad der er sket med internettet siden, siger han til Dagbladet Børsen med en tilføjelse om, at investeringer i rumfart kom femfold tilbage for Danmark.

Store kommercielle muligheder
Samme holdning har Per Knudsen, der er afdelingsleder for Geodæsi, DTU Space, Institut for Rumforskning og -teknologi, og samtidig medlem af organisationen Geoforums kompetenceudvalg.

Han peger på, at det ikke bare er i produktionsfasen, dansk erhvervsliv kan tjene fedt på Galileo-projektet. Efter igangsættelsen i 2013 vil en ny verden af muligheder åbne sig.

- Der er først og fremmest den åbne og frit tilgængelige tjeneste, som i det store og hele vil kunne sammenlignes med det amerikanske gps-system i forhold til anvendelighed, præcision m.v. Men ved siden af den vil der være en kommerciel tjeneste, som vil tilbyde en række yderligere tjenester, herunder en større præcision, siger han til Dagbladet Børsen med henvisning til, at virksomheder dermed får muligheden for at specialisere og målrette nye tjenester til systemet.

Også inden for så vidt forskellig områder som road pricing, sikkerhed til søs og flynavigation vil Galileo vise sig at have åbenlyse fordele i forhold til det nuværende GPS-system, som oprindeligt er udviklet til det amerikanske militær.

Fakta: Galileo-satellitterne

• Den 20. oktober opsendes de to første af i alt 30 europæiske satellitter i Galileo-projektet fra den franske rumfartsstation i Kourou, Fransk Guiana, ved hjælp af en russisk Soyuz løfteraket.

• Alle satellitter skal være oppe i 2019, men allerede fra 2013 skal systemet være operationelt.

• Galileo-projektet ventes at koste 24 mia. kr.

• Ifølge EU-Kommissionen er verdensmarkedet for Galileo-relaterede tjenester og produkter på €400 mia. (2.982 mia. kr.)

• Mens USA har GPS-systemet fra Navstar, har Rusland og Kina også deres egne systemer, som hedder henholdsvis Glonass og Compass/Beidu. Også Indien og Japan overvejer deres egne systemer.

Kilde: Dagbladet Børsen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109