23948sdkhjf

Snedigt svedplaster kan afsløre din krops behov

Er du en af dem, der er afhængig af at monitorere din søvn, puls og aktivitet ved hjælp af smartwatches og apps, så vil du elske den helt nye gadget, som forskere har udviklet. Det skriver Videnskab.dk.

Amerikanske forskere har opfundet et kemisk plaster, der klæbes fast på huden og måler dit svedniveau.

I første omgang skal sved-sensoren hjælpe professionelle sportsudøvere med at holde styr på deres svedniveau og på den måde opnå den bedste sportslige præstation.

- Det er en superfed opfindelse. Det, jeg er mest begejstret for, er, at forskerne bag ideen kombinerer mange forskellige teknologier. Ofte har vi forskere egne domæner, men ved at arbejde tværfagligt begynder man virkelig at forstå, hvad teknologien kan, siger Jan Madsen, professor og sektionsleder ved Embedded Systems Engineering på DTU Compute til Videnskab.dk.

Sved i kanalerne

Den nye sved-sensor er batteri-fri og trådløs. Faktisk ligner den bare et rundt, hvidt plaster på størrelse med en vatrondel, som du klæber fast på kroppen, men når du begynder at svede, skifter den gradvist farve.

Inde i sensoren er der et trådnet af små luftfyldte kanaler. Når du sveder, presses væsken fra huden direkte ind i kanalerne, hvor de blandes med farvestof. Det får kanalerne til gradvist at fyldes op med farve, jo mere du sveder, og giver dermed en indikation på, hvor meget og hvor hurtigt du sveder.

Samtidig fungerer sveden som en ph-skala, ved at farven i kanalerne bliver lysere eller mørkere, alt efter hvordan din svedsammensætning er.

Selvom sved-sensoren er teknisk imponerende, er der stadig udfordringer ved den nye opfindelse, mener Jan Madsen fra DTU.

- Svagheden i systemet er, at du er nødt til at stoppe din træning og tage en status af, hvad de forskellige målinger viser, hvilket er upraktisk. Når vi løber på et løbebånd, ville det afbryde flowet i vores træning, hvis vi hele tiden skulle stoppe op for at få vores fitness-ur til at virke, siger DTU-professoren, der dog vurderer, at det bare er et spørgsmål om tid, før det problem er løst.

- Forskerne har allerede løst de største tekniske udfordringer ved sensoren, så den her udfordring kan også løses, siger han til Videnskab.dk.

Kilde: https://videnskab.dk/teknologi-innovatio...

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062