23948sdkhjf

GN har godt tag i amerikanske veteraner

GN Hearing har haft succes med sin seneste introduktion hos den offentlige amerikanske salgskanal, VA, der tilpasser høreapparater til militærveteraner. Det skriver npinvestor.dk

Det drejer sig om topproduktet Resound Linx Quattro, der kom med i VA-kontrakten ved seneste lanceringsvindue i november, og som har medført en betragtelig stigning i GN Hearings markedsandel hos VA, der tog et ordentligt hop i november 2018.

Den position blev yderligere udbygget i december, hvor GN’s markedsandel målt på antallet af solgte enheder steg fra 20,5 procent i november til 22,1 procent i december ifølge tal fra VA.

Den gode modtagelse af Resound Linx Quattro er afgørende for vækstudsigterne i 2019, vurderer Michael Friis Jørgensen, analytiker hos Alm. Brand Markets.

- Der har været en lille frygt for, at markedets 2019-forventninger måske har været for høje. Det her sender et signal om, at de måske ikke er det. Det har i hvert fald været en succesfuld lancering af Resound Linx Quattro. VA-tallene er en indikation på, at det er blevet positivt modtaget i markedet generelt, siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

Pæn andel på danske hænder

Også William Demant har opnået en markant andel af markedet, når det kommer til amerikanske veteraner. I december lå selskabets markedsandel hos VA på 19,7 procent, hvilket var et marginalt fald fra 20,2 procent måneden forinden.

Måler man på værdi, steg GN Hearings markedsandel til 23,1 pct. fra 21,2 pct. måneden før, mens William Demants markedsandel faldt til 18,5 pct. fra 19,2 pct.

Derfor ser det også ud til, at en del af det terræn, som GN Hearing har vundet de seneste måneder, kommer fra den danske konkurrent, men begge danske selskab har altså fortsat godt fat i den offentlige del af det amerikanske marked.

Både amerikanske Starkey og kapitalfondsejede Sivantos, der er i færd med at blive fusioneret med det privatejede danske selskab Widex, tabte lidt terræn i december, mens schweiziske Sonova, der fortsat er markedsleder hos VA, gik en spids frem.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11