Danfoss' ejerleder hædret med endnu en pris
Ejerleder Jørgen Mads Clausen modtog torsdag Årets Hæderspris 2018 for sin bestyrelsesrolle og som repræsentant for familien Clausen ved en velbesøgt kåring af Årets Ejerleder 2018 hos PWC i Hellerup.
- Hædersprisen går i år til en ejerleder, der står i front for en af Danmarks mest toneangivende virksomheder, der samtidig har en betydende rolle på verdensplan. Kort sagt er der tale om et fyrtårn i dansk og internationalt erhvervsliv til inspiration for mange ejerledere, siger Christian F. Jakobsen, partner og direktør i PWC.
Juryen fremhæver, at Jørgen Mads Clausen til alle tider har stået ved familieejerskabet, og at han i mere end et årti har stået i spidsen for familievirksomheden, men også er trådt til side, når det har været vurderingen, at andre ledelseskræfter skulle til.
- Brugen af ledelseskræfter uden for familien kom på en helt konkret prøve, da den globale finanskrise tog fart. Dette års hædersprismodtager viste i den forbindelse tillid til den siddende professionelle ledelse, der fik arbejdsro til drive den rigtige krisehåndtering, og virksomheden kom bedre rustet ud af finanskrisen end mange af dens konkurrenter, fortæller Christian F. Jakobsen.
På vej ind i en ny tidsalder
Hædersprismodtageren lægger vægt på virksomhedens værdier og DNA, der for nyligt er blevet nedskrevet blandt andet til brug for nye medarbejderes oplæring. Han er ikke bange for at gå forrest, og farens motto, "Kun den, der har arv i fortiden, har ballast ind i fremtiden", synes at være blandt drivkræfterne for ejerlederens virke, uanset om det gælder udviklingen af familievirksomheden, det lokale samfund eller Danmark og samfundet generelt.
- Hæderprismodtageren har - ud over sin nuværende rolle som bestyrelsesformand i familievirksomheden - gennem flere årtier sat sit tydelige præg på dansk erhvervsliv gennem poster i råd, fonde og bestyrelser, og han tager gerne et sværdslag i den offentlige debat, hvor der især bliver kæmpet for iværksætteri og innovation for at styrke Danmark til fremtiden, slutter Christian F. Jakobsen.
Hædersprisen går til en ejerleder, som gennem en lang årrække har haft en betydende indflydelse på dansk erhvervsliv og er indbegrebet af, hvad det vil sige at være ejerleder.