23948sdkhjf

Aalborg Universitet åbner afdeling i USA

Det nordjyske universitet åbner ny afdeling i Princeton, USA, for at være tæt på den nyeste viden og udvikling inden for trådløs kommunikation og mobilteknologi.
I dag åbner Aalborg Universitet (AAU) endnu en international afdeling, som samtidig bliver universitetets første i USA.

Beliggenheden bliver nærmere bestemt virksomheden Niksun nær Princeton University, og formålet med åbningen er at komme tættere på udviklingen inden for både trådløs kommunikation og mobilteknologi.

- Hvis vi vil blive ved med at være verdensførende inden for trådløse teknologier, så må vi udvide. I Danmark kan vi ikke tiltrække penge nok på IKT-området, så hvis vi skal holde området kørende, må vi finde partnere rundt omkring i verden. Forskningen har spredt sig, så vi bliver nødt til at være til stede, der hvor udviklingen sker, siger rektor Finn Kjærsdam.

Fra 20 til 2 procent
For bare 15 år siden foregik 20 procent af al forskning i trådløs kommunikation i Nordjylland, men den andel er i dag reduceret til 2 procent som et symbol på områdets rivende vækst på globalt plan.

Ifølge rektor Finn Kjærsdam er der dog ikke grund til at frygte, at den nye afdeling i USA også per se medfører en hjerneflugt ud af landet.

- Vi arbejder ud fra samme model som ved vores andre internationale afdelinger. Vi får mulighed for at give ph.d.-uddannelser til unge forskere, så vi kommer i kontakt med nogle af de største talenter inden for et felt, hvor det kan være svært at rekruttere folk i Danmark. Nogle af dem fastholder deres tilknytning til AAU og kommer også til at gøre gavn i Danmark, og samtidig kommer vi i betragtning til forskningsmidler fra andre landes fonde og forskningsråd. Denne nytænkende form for forskningsafdelinger giver altså flere forskningsprojekter, flere penge, mere viden og flere talenter, uden at det koster danske skattekroner, siger han.

Åbner afdeling i Aalborg
Tværtimod vil aftalen også kaste goder af sig for dansk erhvervsliv i en ægte win/win-situation.

- Vi giver Danmark adgang til den nyeste internationale viden, og med i vores strategi er også at knytte danske virksomheder sammen med vores udenlandske partnere og hjælpe industrien ind i nye vækstområder. For eksempel har Niksun planer om at etablere en afdeling i Aalborg, siger Finn Kjærsdam.

Han underskriver i dag formelt aftalen med rektor for Princeton University, Shirley M. Tilghman, og siden vil en gruppe forskere fra AAU påbegynde arbejdet i USA.

Fakta: AAU’s syv internationale afdelinger
• Italien: På University of Rome Tor Vergata, åbnede i Rom i 2006
• Indien: På Calcutta University, åbnede i Calcutta i 2007
• Japan: På Yokosuka Research Park (YRP), åbnede nær Tokyo i 2008
• Ghana: På Ghana Telecom University, åbnede i Accra i 2008
• Indien: På Sinhgad Institute of Technology, åbnede nær Mumbai i 2010
• Grækenland: På Athens Information Technology, åbnede i Athen i 2010
• USA: På Niksun nær Princeton University, åbner i 2011
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078