Generationsskifte hos Enke Elektronik
Ebbe Enke har solgt sit livsværk til Christina Hjortshøj, der har 10 års erfaring inden for kabelbranchen.
- Jeg har været i kabelbranchen i 10 år, og det var et rent tilfælde, at jeg ringede og talte med Ebbe og fandt ud af, at han var interesseret i at sælge virksomheden, fortæller Christina Hjortshøj.
Salgsorganisation under opbygning
Det tog hende ikke lang tid at tage beslutningen om at springe ud i livet som selvstændig, og efter en kort overgangsperiode sammen med Ebbe Enke står hun nu alene i spidsen for den danske specialist i kabel- og ledningskonfektion.
- Jeg laver tingene på en lidt anderledes måde og har blandt andet tænkt mig at oparbejde en egentlig salgsorganisation i virksomheden. Hidtil har vi mest hentet ordrerne via mund-til-mund metoden, men det er planen, at jeg skal bruge en del af min tid på landevejen og forsøge at gøre os lidt mere kendte, forklarer Christina Hjortshøj, og supplerer:
- Vi vil gerne have flere kunder inden for industrien. Vi laver kabler i små serier og prototyper og er hurtige til at levere, og det setup passer perfekt til industriens behov.
Forrygende travlt
For øjeblikket er der seks ansatte på fabrikken i Stenløse, men Christina Hjortshøj sigter mod at få fabrikken til at vokse i de kommende år, og heldigvis har hun fået en god start.
- Vi har lynende travlt. Det har vi haft siden et godt stykke før jul og skal faktisk til at udvide med ekstra produktionsdamer for at kunne følge med, siger hun.