Styr både lys og kørestol ved tankens kraft
I flere år har det været muligt at bruge optagelser af hjernens signaler til fx at styre en kørestol eller bruge en staveplade. Teknikken kaldes Brain Computer Interface. Den bygger på EEG teknikken (Elektroencefalogram) som input til en kontrolapplikation på en PC. Via tre små elektroder, der anbringes på hovedbunden, får PCen signaler fra hjernen, som den analyserer og omdanner til kommandoer, personen gerne vil have, fx at en kørestol kører.
Der findes flere metoder, som kan anvendes til at omdanne hjernesignaler til kommandoer. Forskere på DTU har gennem de sidste par år arbejdet med metoden c-VEP, en forkortelse for ”pseudorandom code modulated Visual Evoked Potentials”.
Metoden bygger på aflæsning af de synsindtryk, som hjernen behandler. På en skærm vises forskellige felter, der repræsenterer mulige handlinger – eksempelvis at køre fremad. Systemet genkender synsindtrykket og omdanner det til handling.
DTUs forskere først på feltet
Som de første har DTUs forskere bevist, at metoden kan bruges til at styre en kørestol. Men de har også arbejdet videre med metoden og fundet måder til meget hurtigt at implementere metoden og tilpasse den til netop den person, der skal anvende den.
- Det er vigtigt, da mennesker læser de ’mønstre’ eller sekvenser forskelligt, som metoden bygger på, siger Sadasivan Puthusserypady, lektor på DTU Elektro og en af dem, der har været med til at udvikle metoden.
Det, at mennesker tolker de samme sekvenser forskelligt er centralt i forskernes seneste resultat. Systemer kan nemlig anvende mange forskellige sekvenser, og hidtil har det været muligt at forudsige, hvem der har bedst gavn af hvilken sekvens i deres personlige c-VEP system.
- Vi har udviklet en metode til på få minutter at sætte det optimale c-VEP system op for en person – førhen ville det have taget flere timer, forklarer Jonas L. Isaksen, der er medudvikler af metoden.
Stort potentiale
Metoden, de danske forskere arbejder med, kan samtidig bruges til at styre flere forskellige apparater på en gang. Man vil kunne skifte kanaler på radio og fjernsyn og køre ind i stuen med kørestolen blot ved at kigge på en skærm.
Forskerne arbejder i øjeblikket med en almindelig pc til at styre apparaterne. Men med den nuværende teknologiske udvikling, kan det inden længe i stedet ske fra eksempelvis en smartphone.
- Vi ser et enormt potentiale i at anvende metoden til at afhjælpe de udfordringer, som særligt handicappede, der har mistet deres motoriske evner, kan have. Teknikken er til stede, og jeg kan godt forestille mig, at produktet kan være kommercialiseret og klar til anvendelse i løbet af de kommende par år, forudser Sadasivan Puthusserypady.
Kilde: DTU Elektro