23948sdkhjf

Advarsel fra USA: Udgifter til de nye kampfly løber løbsk

USA’s rigsrevision slår nye huller i grundlaget for dansk køb af F35-fly. Professor advarer om en ny indkøbsskandale.

Den samlede regning til de danske skatteborgere for 27 nye F35-kampfly kan blive markant højere end de 66,1 mia. kr., som regeringen har lovet Folketinget i beslutningsgrundlaget, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

Umiddelbart inden Folketinget skal træffe den endegyldige beslutning om flykøbet, advarer den amerikanske rigsrevision, GAO, i en ny kritisk rapport om, at vedligeholdelsesomkostningerne for kampflyet i USA er steget kraftigt. På blot fire år er omkostninger til vedligehold af F35-flyet i USA steget med næsten en fjerdedel, konkluderer rapporten.

- I betragtning af at dette allerede er det dyreste våbensystem i amerikansk forsvars historie, er de stigende omkostninger særligt bekymrende, fordi militæret ikke fuldt ud forstår, hvad de betaler for, skriver den amerikanske rigsrevision.

Usikkerheden får en af landets eksperter i offentlige indkøbsskandaler, it-professor fra CBS Kim Normann Andersen til at advare politikerne mod at bevilge pengene til "det højrisikable projekt på det nuværende grundlag".

Torsdag kunne Jyllands-Posten fortælle, hvordan en beretning fra Rigsrevisionen afslører alvorlige huller i beslutningsgrundlaget og Forsvarsministeriets beregninger bag indkøbet af de 27 kampfly. Nu viser den nye amerikanske rapport det samme. Nemlig at de samlede omkostninger til drift, vedligehold og infrastruktur i flyenes levetid kan blive langt højere end det, som regeringen har lagt frem.

Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet, kalder de nye oplysninger "en bombe under hele projektet", mens forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i en mail til JyllandsPosten medgiver, at der kan være risici ved projektet. Han erklærer sig dog overbevist om, "at vi er i stand til at håndtere de risici, som Rigsrevisionen jo også har peget på".

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078