Lys på torvet fortæller historie
Frederikstorv i Aalborg har gennem tiderne dannet rammen om mange forskellige aktiviteter fra markedsplads og grønthandel til cirkusforestillinger og varieté. Gennem en ny lysinstallation på pladsen bliver historien nu bragt til live.
Aalborg Kommune vandt 4. november 2016 "City.People.Light" prisen for belysningen i Musikkens Hus-området, og med denne pris medfulgte en pengegave, som nu er blevet omsat til en ny lysinstallation på Frederikstorv med ÅF Lighting som rådgiver på projektet.
Belysningsprojektet omfatter en rammesættende belysning af træerne med LED, belysning af de eksisterende gittermaster, som er iscenesat i en orange farvetone samt to dekorative lysprojektioner, der illustrerer torvets forskellige anvendelser gennem historien.
- Den ene projektion visualiserer scener fra en markedsplads med levende dyr, grønthandel og cirkusforestillinger, mens den anden skaber en visuel fortælling om torvets beliggenhed ved det tidligere Aalborg Varieté og Koncertsal fra 1898, fortæller Franziska Holmsted, Senior Lysdesigner og projektleder hos ÅF Lighting.
Belysningsprojektet skal være med til at understøtte omdannelsen af torvet fra parkeringsareal til et attraktivt torv i centrum af Aalborg.
- Vi er i gang med at gentænke torvets funktion. Torvehandlerne har nu i ca. 1 år haft markedsdage på torvet to gange om ugen, og Food Trucks kan sælge mad på torvet. Vi tror dog, at torvet har potentiale til at kunne meget mere, og det vil vi gerne gå i dialog med både aktører og borgere om nu, så der bliver lagt en plan for aktiviteter på torvet i 2018. Vi håber at lysinstallationens temaer "markedsplads" og "varieté" kan tjene som inspiration i denne udviklingsproces, siger rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen (S).
Kilde: Aalborg:nu