Vækstsucces holder fast i Danmark
Det går strygende hos 3Shape. Firmaet, som fremstiller 3D scannere til høreapparat- og dentalindustrierne, når en omsætning på over en milliard i år. Medarbejder nummer 1.000 er allerede kommet til. Det skriver Berlingske Business.
Selvom firmaets produktion sker på en fabrik i Polen er der cirka 350 ansatte ved hovedkontoret i København, og det med grund understreger vice president Lars Christian Lund:
- Vi betragter os som innovatører og entreprenører, og folk i Danmark er gode til at tænke skævt, ligesom vi har en god designtradition her i landet, siger han til Berlingske Business.
3Shapes aktiviteter er skilt ud i flere selskaber. Moderselskabet 3Shape Holding A/S havde dog en omsætning på 942 mio. kr. og et overskud efter skat på en kvart milliard. Nogle få procent af omsætningen bliver hentet i Danmark. Firmaet har kontorer i 20 lande og er tilstede i mere end 100.