Ny direktør skal føre Nilfisk på børsen inden årsskiftet
Nu skal der gang i opsplitningen af NKT.
Nilfisk nye administrerende direktør, Hans Henrik Lund, er nu tiltrådt.
- Hans Henrik Lund er nu tiltrådt og skal lede Nilfisk frem mod den forventede børsnotering af selskabet i 2. halvår 2017, samt gennemføre Nilfisks overordnede strategi om yderligere at konsolidere positionen som verdensleder inden for professionelt rengøringsudstyr, skriver NKT i en børsmeddelelse.
Hans Henrik Lund har senest været administrerende direktør i finske Helvar, som producerer belysning.
Opdelt inden årets udgang
Tilbage i september 2016 – i forbindelse med NKT Cables opkøb af ABB HV Cables - kom meddelelsen om, at NKT Holding skulle splittes op i to selvstændige børsnoterede selskaber.
Dels NKT Cables inklusiv ABB HV Cables og NKT Photonics, dels Nilfisk.
NKTs bestyrelse forventer nu, at opsplitningen gennemføres inden udgangen af 2017.