23948sdkhjf

Politiet dropper Vestas-sag efter langstrakt personstrid

Bagmandspolitiet har brugt et år på at undersøge, om topfolk i Vestas kunne tiltales for ulovlige handlinger i forbindelse med en industrispionageaffære.

Det har bagmandspolitiet nu opgivet, skriver Børsen.

Politiet dropper dermed en eventuel sag mod bestyrelsesformand i Vestas Bert Nordberg og tidligere adm. direktør Ditlev Engel, skriver avisen.

Vestas fyrede i 2012 den daværende økonomidirektør Henrik Nørremark og politianmeldte ham med den begrundelse, at han havde betalt 140 millioner kroner for kinesiske vindmøller, så konkurrentens teknologi kunne blive studeret. Et spionprojekt med navnet Project Dragon.

Politiet droppede i 2015 at føre sag mod Henrik Nørremark. Til gengæld blev Ditlev Engel beskyldt af Henrik Nørremark for at have løjet om sin egen viden om spionprojektet Project Dragon.

Bagmandspolitiets konklusion er nu, at det ikke kan afvises, at Ditlev Engel og andre i Vestas kendte til spionprojektet. Til gengæld mener Bagmandspolitiet ikke, at det kan bevises, at Ditlev Engel har løjet med vilje, og det kan heller ikke bevises, at han har ønsket at lyve for at bringe andre i fedtefadet.

Ditlev Engel har ikke ønsket at kommentere sagen over for Dagbladet Børsen. Han henviser til, at han tidligere har afvist beskyldningerne imod ham.

Bagmandspolitiet fandt heller ingen grund til at tiltale bestyrelsesformand Bert Nordberg.

Henrik Nørremarks juridiske rådgiver politianmeldte ham for at have tilbageholdt viden for politiet og for at have løjet om sagen i offentligheden. Men at lyve er ikke ulovligt, lyder Bagmandspolitiets konklusion. Det er kun strafbart at lyve bevidst over for en offentlig myndighed. Og ikke over for offentligheden.

Vestas skriver i et mailsvar til avisen, at man er tilfreds med sagens udgang efter “denne noget besynderlige anmeldelse”.

Henrik Nørremarks juridiske rådgiver Jeffrey Green er anderledes utilfreds.

“SØIK (Bagmandspolitiet, red.) dækker over forseelser fra Vestas-ledelsen på bekostning af borgernes rettigheder for at undgå national forlegenhed, selvom der har været overvældende beviser for overtrædelse af straffeloven,” skriver han til avisen.

Og det har Bagmandspolitiet ikke ønsket at kommentere over for avisen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11